Hornbæk SF vil bygge videre på efterårets succes i forårsudfordringerne
Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF.
Hvordan vurderer du spillernes motivation til at komme ud på træningsbanen i vintervejret?
- Overordnet er den ganske fin. Nogle enkelte hænger lidt i bremsen, men jeg regner stærkt med, at de snart genfinder vanlig motivation. Dog træner alle disponible spillere, og det er det vigtigste.
Kan du dele nogle konkrete mål, I som hold har sat jer for den kommende forårssæson, og hvordan arbejder I hen imod dem?
- Det overordnede mål er at undgå nedrykning. Vi er oprykkere, så det falder os naturligt at starte der.
Er der nogen nye elementer eller tiltag, I vil implementere i forårssæsonen for at forbedre jer som hold, og hvad er baggrunden for disse ændringer?
- Vi er altid villige til at blive skarpere på de ting, vi gør. Vi fandt dog en god opskrift på vores fodboldspil i efteråret, og det vil vi gerne bygge videre på. Så fundamentet forbliver det samme, og så ønsker vi at bygge oven på det i foråret, hvor der helt sikkert venter os stærkere modstand i alle kampe.
Hvad forventer du af den kommende forårssæson, både for holdet og dig selv generelt?
- Jeg forventer, at det bliver en hård pulje. Jeg har kun kendskab til et par af vores kommende modstandere, og det er stærke hold, og det forventer jeg også, at resten er. Så vi skal steppe op, og det arbejder vi hårdt på at være klar til.