Billede beskrivelse

Hornbæk SF er klar til at indtage Jyllandsserien med stil

30. marts 2024 kl. 08.01

Interview med Simon Gade, træner for Hornbæk SF

I har haft en imponerende efterårssæson med 11 sejre i 14 kampe. Hvordan har I forberedt jer til den kommende forårspremiere i Jyllandsserien 2.3?

- Vi har trænet hårdt og godt siden 20. januar. Vi ventede længe på at spille træningskampe, da vi ville have spillernes grundform på plads først. Ligeledes har vi holdt det til 4 træningskampe denne opstart for at mindske den fysiske belastning på en smal trup. At dømme ud fra træningskampene er holdet klar til at tage hul på turneringen, men vi er klar over, at turneringskampe er en anden størrelse. Fornemmelsen er dog, at vi står godt til premieren.

I møder Aalborg Chang, som sluttede på en flot 3. plads i samme række i efteråret. Hvordan vurderer du jeres modstander inden kampen?

- Jeg kender ikke meget til Chang, må jeg indrømme. Jeg har dog noteret mig deres placering i efteråret, og det vidner om kvalitet at ende der. Vi forventer at møde en stærk modstander, og vi glæder os til at tage imod dem på vores anlæg.

Hvordan vil I som hold tackle det øgede niveau og forventningerne i denne sæson?

- Som udgangspunkt skal vi gøre, som vi plejer. I efteråret spillede vi god fodbold, og det fundament skal vi forsøge at bygge videre på. Vi er bevidste om, at vi i foråret skal møde hold, der er skarpere på alle parametre, og de krav skal vi jo forsøge at leve op til og tackle bedst muligt.

Hvordan har stemningen været i truppen op til denne vigtige forårspremiere på hjemmebanen?

- Stemningen er god. Der er godt humør, og drengene nyder at spille fodbold sammen. Vi plejer at sige til dem, at de skal spille fodbold med et smil på læben, for så er de bedst. Det får de også at vide i foråret.

Kampfakta:

Kamp: Hornbæk SF - Aalborg Chang
Serie & Pulje: Jyllandsserien 2.3
Kamptidspunkt: 30/03/2024 kl. 13:30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste