Holdets vej mod en konkurrencedygtig sæson
Interview med Michael Hjortkjær fra Gug.
Hvilke ord vil du så sætte på jeres opstart indtil nu? Samt hvordan føler du intensiteten, motivationen og selve fremmødet har været til træning?
- Indtil videre, så følger vi planen 100% i forhold til fremmøde, motivation, indstilling mm. Vi har som hold lært meget, og er klar til at variere vores spillestil. Der har været nogle skader i opstarten, men disse ser alle ud til at være overstået, til når sæsonen starter d 28.
Der er jo helt naturligt kamp om pladserne, men hvordan har I som hold og klub balanceret mellem konkurrence og kammeratskab for at opretholde både et sundt og motiverende miljø?
- Jeg synes at vi har en rigtig stærk start 11'er, og at vores trup er blevet endnu bredere og konkurrencedygtig i denne vinter. Det som gør, at spillerne er gode i balancen mellem konkurrence og venskab i vores trup, er, at spillerne kender forventningerne til spilletid og ansvarsområder. Der er spillere, som stadig er på vej, som skal balancere mellem at være med 1. eller 2. holdet.
Når du tænker på ovenstående, hvordan vil du så beskrive kammeratskabet og stemningen på holdet og klubben overordnet set? Samt hvilken betydning har det for jeres hold i både med- og modgang?
- Vi har mulighed for at være "kræsne" med nye spillere. Udover at det skal være gode fodboldspillere, så er det altafgørende, at nye spillere formentligt vil passe ind i omklædningsrummet. Vi kan selvfølgelig aldrig være helt sikre på, at det er et perfekt match, hvilket også ses på højeste niveau i Danmark, men med referencer og is i maven, så synes jeg at vi er kommet langt.
Hvordan er opbakningen til jer, når I spiller og hvilken betydning har jeres fans for jer?
- Jeg er imponeret over den store opbakning, som vi altid har hjemme. Vores Match Day koncept er virkelig stærkt, og når vi har Gug Ultras i ryggen, så giver det endnu mere.