Billede beskrivelse

Hørby Efterskole viste ægte 'Hørby-stil' og fantastisk sammenhold

23. september 2023 kl. 15.01

Fredag d. 22. september 2023 blev De Nordjyske Mesterskaber i Efterskolefodbold afviklet på Vestre Fjordvej – nærmere betegnet på banerne hos Aalborg Freja. Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Aalborg Frejas Inspektør Ole Post omkring arrangementet.

Ole Post fortæller til Seriesport.nu at 20 Efterskoler var tilmeldt arrangementet og de forventede at mere end 500 elever og personale fra Efterskolerne ville komme til at fylde banerne til fredagens begivenhed. Til De Nordjyske Mesterskaber i Efterskolefodbold blev der spillet hele 133 kampe. Disse kampe blev fordelt ud på 12 forskellige baner, som ifølge Ole Post alle var i brug helt fra kl. 8.30 og frem til sidst på eftermiddagen.

Billede beskrivelse

Selvom Efterskolerne selv stod for det rent praktiske omkring afviklingen af kampene, var det alligevel nødvendigt for Aalborg Freja, at kunne trække på et korps af frivillige hjælpere for at få sådan en dag til at fungere gnidningsfrit. Derfor valgte et hold på 12 frivillige at bruge hele fredagen på hjælpe og dette skete i blandt andet klubbens cafeteria, hvor der der blandt andet kunne købes lidt godt til ganen og noget at drikke.

En af de Efterskoler der deltog, var Hørby Efterskole, en Efterskole der ligger i Frederikshavn Kommune og der kan rumme op til 145 elever på nuværende tidspunkt. Efterskolen stammer tilbage fra 1972 hvor det første hold af elever blev optaget på skolen. På daværende tidspunkt kunne skolen ikke rumme så mange elever, men igennem årerne er der sket både tilbygninger og renoveringer af skolen.

Billede beskrivelse

Dennis og Jonas fra Hørby Efterskole har fået en snak med Seriesport.nu omkring Efterskolens tur til De Nordjyske Mesterskaber i Efterskolefodbold

Hvordan gik det for jer ved De Nordjyske Mesterskaber i Efterskolefodbold i år og føler du eleverne rejste hjem med en god oplevelse i bagagen?

- I dag har vores fodboldelever og heppere været i gang til en herlig dag i Aalborg. Vores skole har spillet 14 kampe, hvor vi oplevede god stemning og fairplay dagen igennem. En dag hvor de sportslige resultater for vores hold ikke er noget der går over historiebøgerne, men det er sekundært for en dag som i dag. I forberedelsen frem mod denne dag, har vi som skole arbejdet for, at vi i fælles flok blev klar som elevhold, skole og fællesskab til at tage på den første rigtige store tur ud af huset med årgang 23/24. Forberedelsen har især handlet om vores væremåde og generelle indstilling til at være en del af et ‘OS’. Et ‘OS’ som Hørby Efterskole og et ‘OS’ som en del af det brede efterskolefællesskab. Vi har på Hørby en dagsorden for vores væremåde, en væremåde vi omtaler som ”Hørby-stil”. Specifikt har vi talt om ord som respekt, tillid, ansvar, selvkontrol og ordentlighed. På Hørby er de sportslige resultater sekundære, hvilket i dag er en gratis omgang at sige, men vi vender tilbage næste år, hvor prioriteten igen lyder på ”Hørby-stil” før sportslige resultater. En god dag, hvor vores elever har ageret som anfører hver især. Vi siger tak for en god dag til både arrangør og deltagende skoler og ser frem mod flere nye og fællesskabende begivenheder på tværs af skolerne.

Resultater:

Pigeholdet - 4 kampe - 1 point
Drenge 1 - 3 kampe - 2 point
Drenge 2 - 3 kampe - 3 point
Drenge 3 - 4 kampe - 4 point

Med ovenstående point kan vi på 14 kampe skrabe 10 point sammen ud af 42, hvilket som nævnt er sekundært, når vi i skrivende stund sidder i nordgående retning på E45 med en vaskeægte efterskoleoplevelse i bagagen.

Billede beskrivelse

Ud over sportslige resultater, hvad opnår I socialt som skole ved at deltage i sådan en begivenhed?

- Socialt er der meget at vinde på denne dag. Det handler om nye relationer på egen efterskole og mulighed for kendskab og relation til andre efterskoler. En dag hvor sammenhold er i spil både på og uden for banen. Både elever og lærere ser frem til denne dag, da stemningen omkring ture ud af huset bare er noget andet og helt specielt. Det er samtidig en god mulighed til at opleve vores elever uden for skolens væge, hvor der er nye og andre arenaer at brillere i. Vi har på skolen valgt, at vi udover de 50 fodboldspillere vil have de resterende 100 elever med som heppere, da denne dag er en god platform for en fælles oplevelse. En oplevelse hvor vi som skole lærer meget om og med hinanden. Vores heppere har dagen igennem været delt ud på hold, så alle vores fire hold haft støtte, hvilket er givende for fodboldspillerne. Inden stævnet har vi spillet et par træningskampe, hvor de andre elever har været heppere. Fodboldeleverne har her udtalt, at det er et boost, når man bliver heppet på, hvilket bare gør dagen endnu større for vores elevhold. Heppere er blevet fortalt, at vi kun hepper med og ikke mod, så vi altid holder os inden for Hørby-stilen.

Hvor mange år har I deltaget i De Nordjyske Mesterskaber i Efterskolefodbold, og er det noget eleverne ser frem til? Deltager I også i andre lignende arrangementer i løbet af skoleåret?

- Vi har deltaget i NM lige siden Inge Holland blev ansat på skolen for 25 år siden. Udover NM i fodbold forsøger vi at deltage til alle de andre mesterskaber. Det har stor betydning for os at være en del af det større fællesskab, hvilket vi især mærker på dage som denne.´

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste