Hjørring IF tankede selvtillid mod Jetsmark IF
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med cheftræner Mark Westergaard fra Hjørring IF.
Du udnævnte ikke uventet Jetsmark IF, som favoritter før kampen blev fløjtet i gang, hvad er det som gør, at I tager sejren med jer hjem?
- Vi havde før kampen stort fokus på, at alle mand skulle ud og præstere og være klar. Alle skulle være villige til at løbe mange meter og spille klogt. Det synes jeg at vi lykkedes med. Derudover leverer vi igen rigtig godt i defensiven. Jetsmark havde rigtig svært ved at spille sig frem til muligheder.
Hvad er det vigtigste I kan tage med jer fra kampen, udover de tre point?
- Sejre giver selvtillid og når man har med mange unge spillere at gøre, så er det endnu mere vigtigt, at de tror på sig selv.
Hvilke ord vil du sætte på Jetsmark IFs præstation?
- Jetsmark er stærke og har en masse fysik og rutine i deres hold. Det kræver altså noget at tage fra Jetsmark med 3 point i bagagen. Det viser tabellen jo også meget godt.