Hjørring AIK Frem pressede topholdet til det yderste
Interview med Jesper Ladefoged fra Hjørring AIK Frem efter kampen mod Brønderslev IF
I kommer hurtigt bagud, men vender det til 2-1 – hvad lykkes for jer i den periode?
- Jamen, vi spiller en rigtig god kamp. De får nogle udvisninger, som gør, at vi lige pludselig er 11 mod 9 – det giver selvfølgelig et overtag. Vi får udnyttet deres svagheder, som giver en masse plads, og vi skaber en del chancer, hvor vi sagtens kunne have scoret flere mål i den periode.
Hvordan oplever du, at kampen glider jer af hænde i slutfasen?
- Deres 2-2 og 2-3-mål er på et af deres 20 hjørnespark – Rolf lægger den ind i hovedet af Lyngø to gange, og det vinder de på. De scorer alle deres tre mål på hovedstød.
Hvordan var stemningen i omklædningsrummet efter et så tæt nederlag mod topholdet?
- Stemningen var selvfølgelig lidt trykket, da vi føler, vi skulle have haft minimum ét point med. Men vi spiller en af de bedste kampe i sæsonen og kunne med lidt topholdsheld også have vundet kampen. Men vi tager præstationen med videre til den afgørende sidste kamp.
Hvad tager I positivt med fra indsatsen trods nederlaget?
- Vores indsats og måden, vi spillede på – vi spiller en topholdsværdig kamp, så det skal vi have med i den sidste kamp, der kræver tre point.