Hjemmekampen mod FFI var Aalborg KFUMs bedste præstation i efteråret
Interview med Kim Pedersen fra Aalborg KFUM.
Hvordan oplever I samarbejdet mellem holdets forskellige kæder? Hvad har fungeret bedst?
- Får man opbygget et godt fundament, så hænger kæderne også naturligt bedre sammen. Qua de mange udskiftninger har det været en svær øvelse hen ad vejen, men så er det rart at vi også har nogle individualister, som også kan afgøre kampe, selvom tingene spidser til. Vi gav ikke mange chancer væk i den sidste halvdel af sæsonen og scorede også en del mål, så det må være tegn på at kæderne hang godt sammen.
Hvad har overrasket jer mest positivt ved holdets spil i efteråret?
- At holdet og spillerne så hurtigt kom sig over starten på sæsonen og efterfølgende hurtigt kom til at fungere sammen. Det er høj klasse af alle.
Hvordan har I arbejdet med at omsætte taktik og ideer fra træning til kamp?
- Det har været en meget svær øvelse med alle de udskiftninger og skader på holdet. Vi har ikke en eneste gang været fuldtallig til træning og flere gange meget få. Så det er ikke meget vi har kunnet overføre 1-1 fra træning til kamp.
Er der en specifik kamp fra efteråret, som I ser som jeres bedste præstation? Hvad gjorde den særlig?
- Vi spillede flere gode kampe, men hjemmekampene mod FFI må stå som den bedste. Med lidt mere koncentration og skarphed kunne vi godt have vundet tocifret i den kamp.