Hadsunds taktiske plan for forårssæsonen
Interview med Mads Jensen fra Hadsund.
Hvordan ser du på den interne dynamik i truppen, og hvordan opretholder I en sund konkurrencekultur samtidig med at støtte spillernes individuelle udvikling og holdets succes?
- Der er en fantastisk dynamik i truppen til træning, med god kommunikation og intensitet i øvelserne. Ind til videre ser det ud til (og også det vi forventer fremadrettet) at ca 20 spillere træner hver gang og byder sig til en Serie 2 plads. Dette giver en god sund konkurrence i den unge trup, som er blevet endnu yngre, ved at hele u19 truppen er ved at blive integreret i seniorafdelingen og nogle af dem er også inde og byde sig til på 1. holdet.
Hvordan vil du beskrive den spillestil eller taktik, som du håber at implementere i forårssæsonen, og hvordan tror du, det kan bidrage til holdets succes?
- Spillestilen er formationsmæssigt ikke på plads endnu. Dette kommer med de 6 træningskampe vi har på programmet. Der skal prøves et par formationer af, men uanset formation, bliver det med et aggressivt udtryk og en bevægelig offensiv. Generelt skal et offensivt mindset være vores varemærke.
Hvornår og mod hvilket hold skal I spille jeres første træningskamp i foråret?
- Vi starter med en intern træningskamp lørdag den 10. Februar med efterfølgende spillermøde. Herefter har vi planlagt 5 kampe mere inden 1. Turneringskamp.