Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hadsund gik fra kaosstart til perfekt sæson

09. juli 2026 kl. 06.02

En perfekt sæson uden nederlag og en sikker oprykning har gjort Hadsund Boldklub til et af de mest markante mandskaber i Serie 2. Med 14 sejre i 14 kampe har holdet leveret et sjældent stabilt forår, hvor sammenhold og bredde i truppen har været afgørende. 

Derfor sætter vi Spotlight på træner Jesper Harbo Overgaard og en sæson, der har været alt andet end almindelig.

Hadsund Boldklub kan se tilbage på et forår, hvor alt gik op i en højere enhed. Resultaterne taler deres tydelige sprog, og træner Jesper Harbo Overgaard lægger ikke skjul på tilfredsheden.

- Vi kan kun være tilfredse med foråret og ikke mindst resultaterne, 14 sejre ud af 14 i Serie 2 – siger vel alt… og oprykning til Serie 1, fortæller han.

Selvom succesen er tydelig på papiret, fremhæver han især den måde, spillerne og staben har håndteret opstarten på.

- Efter vi kom ind som trænere i 11. time, tre dage inden sæsonstart og uden en eneste træning med holdet, må man sige spillere og andre ledere omkring holdet har stået sammen, og den ånd at ville det sammen, sætte mål og ikke mindst opnå noget sammen, det har givet os et positivt indtryk og en vis stolthed, siger Jesper Harbo Overgaard.

Over hele sæsonen har det dog ikke været uden små udfordringer, især uden for banen.

- Åhh overordnet har det været fint, men afbudskulturen til kampe og at vi fik vores Serie 4 i gang for sent, det er noget vi gerne vil arbejde med til efteråret, forklarer han.

Når han ser tilbage på sæsonen, er der især to kampe, der står tydeligt frem i hukommelsen.

- Klart vores udekamp mod Støvring med en 3-1 sejr, hvor vi vendte modgang i første halvleg til at vise vores niveau og arbejde os ind i kampen, samt vores oprykningskamp i KVIK med en 4-3 sejr med 5 afbud fra start-11’eren, og alligevel vandt vi. Det viser bredden er fin og noget at bygge på, siger han.

Hadsund Boldklub går dermed ubesejret gennem Serie 2 og rykker op i Serie 1 med et hold, der har vist både styrke, sammenhold og en bemærkelsesværdig evne til at levere under pres. Med et perfekt forår i ryggen venter nu nye udfordringer på et højere niveau.

Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste