Hårdt arbejde og skarphed i felterne sikrer endnu en sejr
Interview med Simon Gasberg fra Aalborg Freja efter kampen mod Viborg FF.
Hvordan vurderer du jeres præstation i kampen mod Viborg FF, som I vandt 3-1 på udebane?
- En præstation vi var meget tilfredse med, der var nye spillere på mange positioner i forhold til de første 3 kampe, så virkelig en fornøjelse at se den arbejdsindsats der blev lagt for dagen. Vi nåede aldrig det vanlige niveau med bolden, men så var det dejligt at vi havde en høj effektivitet på vores chancer og straffede Viborg hårdt her.
Hvad var de vigtigste faktorer bag jeres sejr, og hvordan synes du, holdet håndterede presset?
- Hårdt arbejde, kriger mentalitet og skarphed i felterne. Det kan bringe en langt på det her niveau, og det var klart medvirkende til at vi havde 3 point med hjem i bussen.
Hvordan har I formået at holde maksimumpoint efter sæsonens 4. kamp, og hvilke elementer vil du fremhæve som nøgler til jeres succes?
- Det har vi gennem masser af god fodbold, vi har angrebet kampene med de spillere vi har haft til rådighed, og forsøge sætte hinanden bedst muligt op til at præstere. Den helt store element vil her være vores evne til at score mål. De seneste sæsoner har vi haft et snit på omkring 2 mål scoret pr. kamp, og i de første 4 kampe har vi lavet 13 mål. Så det er klart, at det har været kraftigt medvirkende til at vi har kunne sætte 3 point ind på kontoen efter hver spillet kamp hidtil.
Hvordan vil I forberede jer på at møde et stærkt VRI-mandskab i den kommende kamp?
- Vi skal have 2 gode træningspas, have de sidste folk hjem fra ferie og i form, også kommer vi med 14 krigere der vil gøre alt for at være de første til at tage point fra VRI.