Haahr ser HVA som jokeren i puljen
Interview med Martin Haahr fra Klitmøller IF før kampen mod HVA Sydthy
Hvordan vurderer du den sidste træningskamp, og hvad tager I med derfra?
- Vi spillede 2-2 mod Lemvig GF. Det var en lige fodboldkamp, hvor begge hold manglede spillere. De spillere, der deltog, fik meter i benene. Vi kan tage vores defensive præstation med, da vi ikke afgav mange åbenlyse chancer i åbent spil. Dog skal vi forbedre vores effektivitet foran mål og vores aggressivitet i duelspillet.
I slog HVA Sydthy to gange i efteråret. Hvordan holder I fast i overtaget?
- Vi skal komme med den intensitet, vi plejer at bringe til kampene mod HVA Sydthy. Hvis vi ikke gør det, får vi en svær kamp.
I sluttede 10 point foran dem i efteråret. Er det en "must-win"-kamp for jer?
- Jeg ser stadig HVA Sydthy som jokeren i puljen. Hvis de fjerner de personlige fejl og spiller med modenhed, har de et rigtig spændende hold til toppen. Vi har vist de seneste sæsoner, at vi står godt til HVA Sydthy. Hvis vi gerne vil være med helt fremme i denne sæson, kræver det en sejr mod HVA Sydthy på hjemmebane.
Hvad skal lykkes for jer for at få en optimal sæsonstart?
- Vi skal have kynisme i felterne, og vi skal bringe løbevillighed ind i kampene. Vi har trænet godt og fået spillet holdet bedre sammen. Folk begynder at kende deres roller, så nu skal vi omsætte det hele, når der er tre point på spil.