Gug-træner: Dårlige præstationer koster dyrt i Serie 2
Anders Thomsen har talt med Torben Uttrup Andersen fra Gug.
I ender sæsonen som nummer 8, hvilke ord vil du sætte på jeres sæson overordnet set?
- Vi er skuffede over vores sæson. Vi har ikke præsteret godt over hele kampe i flere af vores kampe og det er der ikke råd til i serie 2
Før sæsonen blev skudt i gang, hvad var jeres målsætning så foråret 2023?
- Vores målsætning er altid at udvikle på vores spillere, så må vi se hvilken placering dette medfører i tabellen, men vi havde helt sikkert regnet med forbliven i serie 2. Vi har spillet med et meget ungt hold igennem sæsonen, som helt bestemt har styrket dem og givet noget hår på brystet, men det har måske også betydet, at vi har været for svingende i vores præstationer og derfor må vi desværre en tur ned i serie 3
Det er altid let at være bagklog, men hvad ville du hvis muligt, gerne have gjort anderledes og hvorfor?
- Jeg tænker ikke vi ville have gjort noget meget anderledes. Vi har udviklet på en masse talentfulde unge mennesker og klædt dem på til fremtiden, så det må være det vigtigste, så kommer resultaterne på den lange bane
Hvordan har niveauet overordnet været i jeres kreds og er du positivt eller negativt overrasket over det?
- Jeg tænker, at der var 3 hold der leverede stabilt, mens de øvrige 5 var meget svingende i deres præstationer, så Klarup rykker fortjent op. Niveauet har generelt været svingene, men når de forskellige hold har spillet godt, så har niveauet været ganske fint. Så det er både og i forhold til min forventning til niveauet, men for vores eget holds vedkommende var vi alt for svingende. Desværre.