Billede beskrivelse

Gug jagter miraklet mod Aalborg Freja

28. oktober 2023 kl. 15.43

Interview med cheftræner for Gug Michael Hjortkjær fra Gug B.

Kan du beskrive kampen mod Randers Freja på udebane, hvor I vandt 2-1? Hvordan vil du beskrive stemningen og spillet?

- Synes at det var en lige kamp, hvor Randers havde nogle store chancer, hvor enten Bæk i målet reddede os, eller hvor de fx ramte stolpen. Vi var heldige med sidste scoring, men vi var også kloge i store dele af kampen, hvor vi blev nødt til at spille efter forholdende. Det blæste en halv pelikan, samtidig med at det regnede, så det var ikke altid super sjovt for spillerne.

Hvad tror du var nøglen til jeres sejr set med dine øjne? Er der specifikke aspekter af holdets præstation, der gjorde forskellen?

- Vi gjorde rigtig mange ting rigtigt, hvor nogle af vores bedste offensive spillere leverede endnu mere i det defensive arbejde. Dette var med til at holde nogle af Randers' nøglespillere i skak.

Efter at have opnået to sejre i træk på trods af en udfordrende sæson, hvad mener du, der er begyndt at fungere bedre for Gug?

- Jeg synes, at vi hele tiden har spillet på vores måde, så det er kun resultaterne, der er blevet anderledes. Vi har skabt flest chancer i de fleste kampe, men vi er begyndt at score på en større andel. Tre sejre i fire kampe, gør at vi er kommet rigtig godt med.

Hvad er jeres mål og forventninger for de kommende kampe baseret på de seneste resultater, og hvordan vil I opretholde denne positive momentum?

- Vi forventer en svær kamp på søndag, mod et virkelig afklaret Aalborg Freja hold. De ved præcist hvad de skal gøre, for at få minimeret risikoen med bold. Samtidig arbejder de hårdt i samtlige 90 minutter, og er ikke bange for ikke at have bolden.

Resultat:

Kamp: Randers Freja – Gug B
Dato: 24. oktober
Serie & Pulje: Jyllandsserien 1 Kreds 1
Resultat: 1-2
Målscorer i kampen: Jacob Søndergaard og Frederik Olsen

I sæsonens sidste kamp møder I Aalborg Freja på udebane. Hvordan forventer I, at kampen vil udvikle sig? Kan du beskrive den forventede spillestil og strategi?

- Jeg forventer at vi spiller på samme måde som vi plejer, dog med nogle ekstra nuancer i kontraspillet og i opbygningsspillet. Samtidig skal vi være tålmodige, da Freja ikke er et hold, som går i panik, når de ikke har bolden.

Efter at have ligget sidst i tabellen hele sæsonen, er I nu rykket op på 7. pladsen med to sejre i de sidste to kampe. Hvordan har I formået at opnå dette turnaround, og hvad er jeres plan for at beholde denne placering?

- Vi har hele tiden haft fokus på, at vi har gjort mange ting rigtigt, og vi har ikke villet ændre tilgang til pasnings- og erobringsspillet. Vi skal blive dygtigere til at gennemføre vores ønskede taktiske dele, så vi ændrer ikke meget.

Med så meget på spil i jeres egen kamp, hvor meget fokus og opmærksomhed giver I Brabrands kamp mod Fuglebakken KFUM? Kan udfaldet af den kamp påvirke jeres strategi eller placering?

- Ja, vi har selvfølgelig fokus på Brabrands kamp, da deres resultat kan have betydning for, om vi skal jagte et resultat, eller om vi skal spare spillere, og fastholde resultatet. Hvis Brabrand er ved at få et for dem godt resultat, så er vi også tvunget til det.

Hvordan beskriver du holdets mentale og følelsesmæssige tilstand, når I går ind til denne afgørende sidste kamp i sæsonen? Hvordan vil I håndtere presset og forventningerne?

- Det er sjovt at gå til fodbold, og vi har fokus på, at vi kan opnå en sæson mere i JS1. Samtidig er der spillere, der har nogle personlige målsætninger, som de skal nå i denne kamp. Nogle har dømt os døde og begravede, så det er sjovt at få lov til at få en eller to afgørende kampe. Der har ikke været udfordringer med spillernes mentalitet eller fokus, og det kommer der heller ikke i denne kamp.

Kampfakta:

Kamp: Aalborg Freja – Gug
Serie & Pulje: Jyllandsserien 1 Kreds 1
Kamptidspunkt: 29. oktober kl. 14.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste