Gug (1) sikrer 2. pladsen inden sidste spillerunde
Interview med Jesper Høgh fra Gug (1) efter kampen mod SGIF.
I vandt på udebane med 6-2 over SGIF. Hvordan vil du beskrive jeres præstation i denne kamp?
- Vi spiller rigtig godt offensivt fodbold. Vi lykkes med meget spil på vores to 8'ere, som får vendt spillet og fundet vores angribere. Vi kommer godt ud på kanterne og får mange fine indlæg.
Hvilke elementer af jeres spil synes du fungerede bedst i sejren over SGIF?
- Uden tvivl spillet med bolden. Jeg synes, vi har en god tålmodighed på bolden.
Hvordan var stemningen blandt spillerne efter kampen, især med tanke på at I nu ligger på 2. pladsen inden sidste spillerunde?
- Vi var glade for sejren, men intet er afgjort endnu. Alle tre tophold kan slutte på en anden placering, end de har nu. Så vi skal bare videre til næste kamp! Og så kan vi jo også se, at hvis ikke Øster Hornum driller Suldrup, så har vi en svær kamp mod Aars, som er et rigtig godt hold!
Hvad betyder denne sejr for jer i forhold til jeres mål for sæsonen?
- Den holdt os indenfor top 2, som jeg skrev for et par runder siden, er det eneste, vi kan være tilfredse med!