Groes: Skørping viser potentiale trods ungdommelige fejl
Interview med Paw Groes fra IK Rosendal.
Hvordan har niveauet overordnet været i jeres kreds og er du positivt eller negativt overrasket over det?
- Umiddelbart tænker jeg, at det har været svingende. Der har været virkelig gode serie 3 kampe, men der har også været kampe, hvor der har været for stor forskel på holdene. Fx udspiller vi Vaarst/Fjellerad i første kamp, men i returkampen har de lært af første kamp, og det giver et helt andet kampbillede og to meget forskellige kampe. Jeg synes generelt der er flere gode hold i puljen, hvor de første 13 er ret gode, men de næste 4-5 stykker svækker holdene og det medfører at der ikke er bredde til at rykke op.
Hvis du skulle pege på det hold, der har overrasket dig mest på den positive side, hvem ville du så pege på og hvorfor?
- Jeg synes at et hold som Als har været et svært hold, når de har kunne stille deres stærkeste hold uden for mange afbud. Vi vandt stort over dem på hjemmebane, men det afspejlede slet ikke deres kvalitet, da de var markant afbudsramte. Generelt synes jeg de har været godt organiseret, men har dog lukket for mange mål ind, men haft en stabil pointhøst. Jeg synes også et hold som Skørping har vist et stort potentiale. Deres unge spillere får dog nogle udfald som har gjort at enkelte kampe har været svære for dem. For mange gule og røde kort har kostet set over 14 kampe, men når de spiller fodbold har de et spændende hold.
Og så er det jo fristende at spørge om det samme med negativt fortegn, hvilket hold modsat være den største negative overraskelse for dig og hvorfor?
- Umiddelbart vil jeg sige Vaarst/Fjellerad som jeg havde forestillet mig, var en smule stærkere over 14 kampe, så var lidt overrasket over de kom i nedrykningsplayoff. I kamp to, hvor de greb kampen anderledes an, så vi at de har et fint hold, og med den indstilling bør de ikke komme i problemer i efteråret. Jeg vil også nævne Terndrup, for jeg synes de har et godt hold, der skal være med omkring de 3 øverste pladser, men skader og kort har kostet point, for de lukker ikke ret mange mål ind, men i min optik har trukket for mange kort med deres fysiske og verbale tilstedeværelse. Jeg tror de vil få 3-6 point mere, hvis de var en smule mere disciplinerede.
Hvordan skal i bruge sommerpausen – står den på let sommertræning/sommerturneringer, eller holder i et velfortjent hvil frem til slutningen af juli/starten af august?
- Vi holder sommerferie, men dem der har lyst kan træne en gang om ugen. Så må vi se, hvor vi står til august, når sæsonen starter i Serie 2. Vi er spændte og klar.