Gade deler nøglen til at holde IF Skjold Sæby i skak
Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF efter kampen mod IF Skjold Sæby.
Efter den målløse kamp mod IF Skjold Sæby, hvem mener du skal være mest tilfreds med resultatet, og hvorfor?
_ Tjah, det er måske ikke så lige til at svare på. Sæby startede kampen godt med en masse fysik og et vanvittigt antal lange bolde. Det havde vi svært ved at finde os til rette i. Græsbanen så ved første øjekast god ud, men viste sig at være noget ujævn, da bolden først rullede. Det håndterede Sæby bedst i starten af kampen. Den sidste time af kampen var vi toneangivende, og især i anden halvleg har vi overtaget, men vi formåede ikke at skabe den afgørende mulighed. Et par store chancer i begge ender i en uskøn kamp, så på den led er krydset måske et fint resultat for begge hold.
Hvad var nøglen til at holde IF Skjold Sæby fra at score, og hvordan vurderer du jeres præstation defensivt i kampen?
- Først og fremmest har vi en dygtig målmand. Efter lidt usikkerhed i starten dukkede vores forsvar op, og især vores to centerforsvarere gjorde det godt. Sæby er et svært hold af spille mod, da de sparker så mange lange bolde og satser så meget på dødbolde, så løse muligheder vil altid opstå. I det lys gjorde vores defensiv det ganske fint.
Selvom kampen endte uafgjort, hvilke positive aspekter kan I tage med jer fra kampen, og hvordan vil I bygge videre på dette i de kommende kampe?
- Jeg hæfter mig ved, at vi formår at rejse os fra en mindre heldig start og kæmpe os ud af et fysisk pres. Vi kæmper os tilbage fra det og lykkes med at tage kontrollen på spillet i anden halvleg.
Hvordan vil I som hold arbejde på at omsætte jeres stærke defensiv til flere mål og sejre i de kommende kampe?
- At vi holder buret rent er ikke et udtryk for, at vi ikke spillede fremad og gik efter sejren, for det gør vi i alle kampe. Offensivt manglede vi den afgørende pasning for at skabe den åbne chance, men tegningerne var der, og som kampen skred frem, fandt vi også de rigtige løsninger. Det skal vi tage med videre.