Billede beskrivelse

Frederik Højen Pedersen blev topscorer hos IK Rosendal

06. juli 2023 kl. 16.45

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med cheftræner Dan Fuglsang fra IK Rosendal.

De fleste klubber og hold har deres bødekasser, hvem har været forårets største bidragsyder hos jer og hvorfor?

- Har fået følgende udtalelse fra vores bødekassemester og anfører Emil Andersen: "Det er næsten samme højdespringer i bødekassen hvert år. Oliver Vognsgaard formår at dumme sig hver eneste sæson. Sidste sæson smed han trøjen midt under en kamp. Denne sæson er det udeblivelse fra en fest, som han selv havde arrangeret. Mon ikke han nok skal finde en ny måde at ende på toppen igen i den kommende sæson."

Hvem fik netmaskerne til at blafre flest gange for jer i løbet af foråret og hvor mange mål scorede han, samt hvordan vil du beskrive ham som spiller?

- Frederik Højen Pedersen blev vores topscorer med 8 mål (ingen via straffespark). Dertil toppede han også assistlisten med 4 af slagsen. Han spillede desværre kun 10 kampe, så det kunne have blevet til mange flere. Den bedste beskrivelse af "HP" er vel 'direkte skræmmende 1v1'. Hans tekniske færdigheder sammenholdt med hans hurtige fødder og fart kan gøre ondt på alt og alle! Vi har haft flere episoder til træning, hvor direkte oppassere har haft brug for både debriefing og krisebehandling. Kan "HP" tilføre lidt mere skarphed og en anelse mere egoisme foran kassen, så tror jeg han tager titlen som puljens topscorer i efteråret - i hvert fald, hvis han spiller alle 14 kampe denne gang.

Hvem har I haft til at stå på stregen og hvordan vil du beskrive hans forcer og den betydning han har for jer?

- Peter Kristiansen har ganske enkelt været imponerende mellem stængerne for os i dette forår. I min optik var han uden tvivl den bedste målmand i vores pulje, og vi kårede ham også fortjent til sæsonens bedste spiller på holdet. Trods hans blot 23 år er han én af vores mest rutinerede spillere på holdet. "PT" udstråler altid en dejlig ro på banen. Han har sikre hænder, gode reflekser og er rigtig dygtig med fødderne. Hertil har han en dejlig evne til at hive verdensklasseredninger frem, når vi har brug for det 👐 I omklædningsrummet bidrager han også med stor værdi med sit gode humør.

Hvis du skulle pege på holdets oversete stjerne og hvorfor vælger du at pege på ham?

- Rigtig godt spørgsmål, men den er lidt svær da jeg synes vores spillere er gode til at anerkende hinanden - måske også hjulpet af vores stemmesystem, hvor man stemmer på kampens tre bedste spillere (3-2-1). Der er et par forsvarere, som kunne nævnes her, men vil pege på Joachim Justsen Andersen. "Jokke" er holdets motor og er ekstrem vigtig for både vores defensiv og offensiv. Han elsker duellerne og er altid klar til løbe "de sure meter", der nok nærmere kan måles i kilometer i hans målestok Jeg lavede dog måske en fejl ved at sammenligne ham med Casemiro i februar, da han begyndte at trække en del kort i sæsonens slutning - heldigvis uden at få karantæne

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste