Billede beskrivelse

Frederik Facius imponerer som debutant mod Mejrup

19. juni 2024 kl. 12.01

Interview med Ole Nielsen fra Sjørring B, der spiller i Serie 2 Kreds 15.

I lørdags var der debut for Sjørrings serie 2-hold til den kun 16-årige Frederik Facius, som ovenikøbet også blev kampens spiller.

"Det har været en rigtig svær sidste del af forårssæsonen for os. Det har været op ad bakke med rigtig mange afbud og skader op til kampene. I lørdags var ingen undtagelse med hele 4 afbud, en med karantæne og en skadet spiller. Derfor skulle vi virkelig finde kreativiteten frem med hensyn til mandskabet mod et stærkt Mejrup-hold. Vi har flere dygtige U16-spillere, som frivilligt har trænet med nogle seniortræninger, så jeg spurgte Frederik Facius, om han havde lyst til at være med i en kamp. Det ville han heldigvis gerne. Jeg var en lille smule betænkelig ved, om han kunne være med fysisk, men for pokker, hvor gjorde den knægt det bare godt. Han pakkede ovenikøbet tidligere superligaspiller Andreas Killerich fuldstændig ind. Sammen med en også stærkt spillende Malthe Åkerblad havde de stor andel i, at vi fik point med i dette opgør.

Det var en meget jævnbyrdig første halvleg uden de helt store chancer. Desværre var Mejrup skarpe i en omstilling og lavede et flot mål. Mikkel Larsen havde en enkelt god mulighed, men stillingen var 0-1 ved pausen.

I starten af anden halvleg opstod der klumpspil omkring vores felt, og pludselig endte bolden i vores mål. Herefter viste vi god moral, og efter en flot hjørnesparkskombination scorede Haval Omar. Derefter satte vi os mere og mere på kampen, hvilket gav pote, da Mathias Graversen lavede et flot mål ved at lobbe bolden over en fremstormende Mejrup-målmand til stillingen 2-2, som også blev kampens resultat. Vi havde muligheden for at lukke kampen til sidst med store chancer til Haval Omar og Mikkel Larsen. Resultatet var rimeligt nok, med tanke på spillet og chancerne.

Jeg var utrolig stolt af drengene for at levere en mandfolkepræstation og få lidt oprejsning efter svigtende resultater. Personligt betød det også meget for mig at slutte ordentligt af som Sjørring-træner her i sæsonens sidste hjemmekamp."

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste