Fra boldglæde til træningsintensitet hos IK Rosendal
Interview med Paw Groes fra IK Rosendal.
Hvilke ord vil du så sætte på jeres opstart indtil nu? Samt hvordan føler du intensiteten, motivationen og selve fremmødet har været til træning?
- Jeg synes vi har haft en rigtig fin opstart, hvor der har været meget bold med i træningen. Vi har kunstbanen, og på den måde er vi privilegerede og kan stort set altid træne. Vi træner fælles på tværs af senior holdene. Vi har været mellem 25-35 spillere men i de sidste to uger har vi været mellem 37-39 til træning. Det er fornemt, og det er virkelig lækkert med så mange spillere, der kommer til træning. Selvom det er mange at holde i gang, føler jeg stadig at vi har en fin balance intensitet i træningen, da vi har en del rotationsøvelser.
Der er jo helt naturligt kamp om pladserne, men hvordan har I som hold og klub balanceret mellem konkurrence og kammeratskab for at opretholde både et sundt og motiverende miljø?
- Vi har i de to første kampe set forskellige spillere an. Dels fordi alle starter fra 0, men også for at se så mange som muligt med relevant niveau, der kan komme i betragtning til førsteholdet. Det har været fint, og på trods af to meget forskellige træningskampe, har vi kunne tage gode og lærerige ting med fra begge kampe, herunder at jeg som træner er blevet væsentlig klogere på, hvilke spillere der kan komme i spil i den 24 mands trup der kommer til at danne udgangspunkt for førsteholdstruppen i foråret 2024. Spillere der både kan få kampe på første og andetholdet følges ekstra tæt på begge hold, da det også kan være enkelte kampe der er afgørende for, hvilke der udvælges.
Når du tænker på ovenstående, hvordan vil du så beskrive kammeratskabet og stemningen på holdet og klubben overordnet set? Samt hvilken betydning har det for jeres hold i både med- og modgang?
- Der er en super god stemning i truppen, og et godt humør. Når vi er på banen, kræver vi noget af hinanden, og så synger vi og drikker øl bagefter uanset resultatet. Det kan altså noget, at vi både kan være alvorlige og have det sjovt sammen.
Hvordan er opbakningen til jer, når I spiller og hvilken betydning har jeres fans for jer?
- Der har endnu ikke været så mange på lægterne, men når vi forlader kunstbanen, og skal over på kampstadion, forventes der markant flere tilskuere på banen, der sørger for en god stemning, og et godt salg i boden, hvor man kan få en STOR stadionplatte med to brød, samt en øl/vand for i alt 50 kr.