Billede beskrivelse

Forventningerne var lave til Hornum IF – men kvinderne overraskede alle i foråret

07. juli 2025 kl. 14.40

Johnny Nielsen er træner for kvinderne i Hornum IF, der netop har overlevet i Jyllandsserien – og det var langt fra givet på forhånd. I dette interview ser han tilbage på en forårssæson med ubesejret hjemmebane, sensationel overlevelse og en enkel skuffelse.

Er I tilfredse med jeres placering i Jyllandsserien?

– Ja, vi er ovenud tilfredse med vores forår og den placering, vi fik. For os – og sikkert også for de klubber, der kender os godt – så er det sensationelt, at vi overlever. Vi har endda hentet langt flere point end de lokale naboklubber, vi kender, der har været i JS for nylig.

– Dermed nåede vi også de målsætninger, vi havde sat os forud for sæsonen. De var dog så beskedne, at de hurtigt blev opfyldt. Vi fik allerede en vild 6-0 sejr i forårets anden kamp, og dermed var målsætningen om at score et mål – og holde modstanderne under tre mål – allerede opfyldt. Med fem kampe igen lavede vi en ny målsætning om overlevelse, og den holdt også.

Hvordan har niveauet i jeres række været her i forårssæsonen?

– Rækkens niveau har været todelt: Nederste halvdel har, synes jeg, ikke været ret meget anderledes end den bedste halvdel af Serie 1. Men de øverste tre hold har omvendt været rigtig stærke – og klart et niveau over os.

Hvad var sæsonens højdepunkt for jer som hold?

– Højdepunkterne har der været mange af. Vi er ubesejrede hjemme dette forår, og det er noget, vi er stolte af. Det er også hjemme, de fleste mindeværdige øjeblikke har været. 4-1 over puljevinderne fra Vildbjerg var godt – men også de uafgjorte mod hold som Spjald og Viborg rangerer højt, da vi her var matchet af klart bedre hold, men alligevel får point på fight, moral og taktisk snilde. Udesejren i Skive var et andet højdepunkt: Altid fedt, når David slår Goliat.

Hvad var sæsonens største skuffelse for jer som hold?

– Sæsonens eneste kamp, jeg har været skuffet over, var det klare 4-0 nederlag i Viborg. Der så vi, hvad vores niveau var på 80-90 % mod et af topholdene – og det var ikke kønt.

Hvad skal I arbejde videre på frem til næste sæson?

– Vi skal arbejde på vores possession og have lagt mere på offensivt, så vi ikke skal slide alt for meget med at komme til chancer. Ellers er det vigtigste for os at forblive fri for skader: Truppen er smal – og vi tåler ikke fravær på nøglepositionerne. Vi vil derfor også arbejde med lidt fitness og forebyggende styrketræning i truppen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste