Forløsning for Hornum IF
Interview med Mike Hermansen fra Hornum IF.
I mødte IK Rosendal, og I vandt 3-2. Kan du beskrive kampen med nogle ord, og hvad mener du var afgørende faktorer i kampen?
- Forløsning! Vi kommer foran 1-0 efter et godt pres, hvor vi fik stresset en af deres bagerste folk til at sparke bolden ind i eget mål. Desværre taber vi efterfølgende flere nærkampe, som medvirker til at Rosendal spiller sig igennem to gange og gør det til både 1-1 og 2-1. Niclas Sigvardsen var meget tvivlsom til kampen og havde trodset diverse skavanker og smerter, men måtte lade sig udskifte efter en halv times spil. Ind i hans sted kom Philip “Pippo” og han gjorde det flot til 2-2. I anden halvleg finder keeper Mikkel Kristensen med en kanonaflevering Marc Kastrup som køligt afdribler Rosendals keeper og gør det til 3-2. Hjemmeholdet presser på til sidst, hvor vi også har vores muligheder for at lukke kampen, men desværre kendetegnende for os, manglede vi den sidste skarphed. Heldigvis holder vi 3-2 hele vejen hjem efter en krigerisk indsats af alle mand.
Resultatet var 3-2 til jeres fordel. Var kampen så tæt som cifrene antyder, eller havde I kontrol over størstedelen af spillet?
- Det var endnu en tæt og god kamp som bølgede meget frem og tilbage. Jeg synes Rosendal er et bedre hold end tabellen viser, og de er tydeligt ramt på selvtilliden i øjeblikket.
Udover de tre point, hvad betød denne sejr for jer som hold? Er der andre aspekter af jeres præstation eller morale, som I mener blev styrket som følge af denne kamp?
- Jamen en fantastisk vigtig sejr i bestræbelserne på at forblive i serie 2! Holdet hungrede efter en sejr efter de seneste kampes resultater. Indsatsen og præstationen var i dag også langt nærmere serie 2 niveau end tilfældet var i seneste hjemmekamp mod B52. Det giver selvtillid og tro på tingene. I dag var der mange der bød sig til med gode præstationer, både startere og indskiftere, hvilket var glædeligt at overvære som træner.
Hvordan ser I på de resterende kampe i sæsonen, og hvad er jeres overordnede mål? Har denne seneste sejr ændret jeres forventninger eller tilgang til resten af sæsonen?
- Vi har 4 finaler tilbage mod rækkens pt. 4 stærkeste hold, hvor vi er pisket til at hente omkring 5-7 point for at sikre eksistensen i rækken. Første finale er på lørdag hjemme mod Hadsund, som bliver en svær nød at knække, da de er inde i en god stime. Så vi skal være parate og tændte til endnu en spændende og vigtig kamp hjem i Hornum.