Forberedelse, kendskab, angreb, mål: Hjørring IF søger sejr mod SEIF
Interview med Morten Weinkouff fra Hjørring IF før kampen mod SEIF.
Med en vigtig kamp mod SEIF foran jer, hvordan forbereder I jer mentalt og taktisk på dette opgør?
- Vi ser frem til en god træningsuge hvor humøret er højt ovenpå tre point i weekenden. Vi arbejder videre på de ting, som vi gerne vil i løbet af kampene og indtil videre har det båret frugt. Det håber vi at det bliver ved med.
Hvad ved I om spillestilen og styrkerne hos SEIF, og hvordan vil I tilpasse jeres strategi i forhold til dette?
- Strandby er et “voksent” hold med en enorm fysik. De er enorm stærke i luften og på standarder og det skal vi selvfølgelig være opmærksom på. Vi tog 4 point mod dem sidste sæson, så vi ved at vi også kan gøre ondt på dem.
Med SEIF som et af de to hold med maksimumpoint, hvad er jeres tilgang til kampen, og hvordan vil I forsøge at bryde deres stærke form?
- Vi kommer til at angribe kampen på samme måde, som vi har gjort hidtil. Det vil sige med masser af fight, løbevillighed og tempo.
Hvilke specifikke mål har I for kampen, og hvad tror du bliver nøglen til at opnå succes mod SEIF?
- Vi går altid efter tre point. Så det er også målet for kampen mod Strandby. Vi skal forsøge at bygge videre på konceptet med de mange nye spillere, vi har fået på holdet, som indtil videre har gjort det fantastisk.