Første møde efter forbudt skifte: -Ligesom hvis man tager fra Brøndby til FCK
For den nyligt tiltrådte cheftræner i Aars IK, Rudi Møller, bliver Ugens Seriebrag mellem Aars IK og Farsø/Ullits IK en følelsesmæssig en af slagsen. Han har tidligere selv været i bestyrelsen og trænet førsteholdet i Farsø.
-Det bliver en meget speciel kamp, og der kommer til at være rigtig mange følelser involveret fordi, jeg kender dem alle så godt, siger Rudi Møller.
Han står for første gang overfor sin tidligere klub, i spidsen for lokalrivalerne fra Aars IK, efter ”det forbudte skifte”.
-Det er det forbudte skifte, ligesom hvis man tager fra Brøndby til FCK.
Alligevel er det en kamp, han har set frem til i puljen, da det er første gang i mange år, at de to vesthimmerlandske klubber er i samme pulje.
-Det er fedt at komme i pulje sammen, så der netop kan komme de her lokalopgør. Det bliver en intens kamp.
Også Farsø/Ullits IK træner, Kristoffer Vorre, mener, at denne kamp har alt, hvad der skal til.
-Det er en af de kampe, man ser frem til. Farsø og Aars er rivaler. Normalt plejer vi at få et par afbud fra spillerne til kampene, men ikke til denne her, forklarer han.
Forventningen til stemningen på stadion er stor hos begge trænere.
-Jeg håber på, at der kommer 250-300 og ser kampen, og forhåbentlig er 50-70 fra Farsø, siger Kristoffer Vorre.
Cheftræneren fra Aars er også optimistisk.
-Jeg håber på, at der kommer mange fans. Vi har i hvert fald gjort vores, for grillen er klar og fadøllene er klar.
Ugens Seriebrag mellem Aars IK og Farsø/Ullits IK spilles den 25. april 2025 klokken 18:30 på Sparekassen Danmark Arena i Aars.