Flot arbejdsindsats af Thisted FC
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Kristian og Jacob fra Thisted FC.
Hvordan vil du beskrive jeres præstation hvor I henter et flot point på udebane mod Mejrup GU?
- Arbejdsindsatsen fra drengene mod Mejrup var helt igennem forbilledlig. Kampbilledet par præg af en stor overvægt i boldbesiddelse til Mejrup, hvor vi forsøgte at ligge på lur efter muligheder i form af omstillinger. Vi møder et hold, der spiller med om oprykning til serie 1, så at kunne få point mod dem, vil altid være en godkendt præstation.
Hvis du ser på gameplanen, føler du så det lykkes for jer at overholde den og hvad kunne I have gjort bedre?
- Det helt store fokus var, at vi skulle gå på banen med en indstilling om, at vilje og arbejdsmoral ville bære os langt i forhold til chancerne for point. Dernæst havde vi meget fokus på den defensive organisation, som stod skarpt i gennem kampen trods de 2 mål fra Mejrup. Vores omstillingsspil fungerede rigtig godt i første halvleg, hvor vi også får scoret efter en erobring midt på banen. I anden halvleg kunne vi have haft mere skarphed i vi vores pasningspil og i omstillingerne, men vi kunne godt fornemme, at med det arbejdsraseri vi lagde for dagen, så var der ikke altid overskud til at tage den bedste beslutning, når vi var i boldbesiddelse.
Er der nogle udfordringer I som hold har fokus på, således at I står endnu skarpere til de kommende kampe?
- Vi har i hvertfald fokus på, at vi er nødt til at løbe den ekstra meter for hinanden, for at vi skal lykkes i kampen mod nedrykningsstregen, og vi skal blive bedre til at holde hovedet koldt i pressede situationer både defensivt og offensivt.
En ny kamp venter om få dage og endnu engang møder I et tophold, hvad er dine forventninger til kampen?
- Vi forventer igen en svær opgave som mod Mejrup. Det bliver mange af de samme fokuspunkter, som fra den sidste kamp: Den store arbejdsmoral, kynisme i felterne, samt at kunne modstå den offensive kvalitet Klitmøller kommer med.
Hvad er set med dine øjne jeres største styrke?
- Vores største styrke må være det kollektiv, som vi har bygget op gennem de seneste sæsoner. Det kan lyde banalt, men vi har virkelig en god gruppe, som vil gøre alt for, at vi lykkes som hold.
Hvilke ord kan du sætte på Klitmøller efter jeres første opgør i sæsonen?
- Klitmøller er begunstiget af en ekstrem fart og målfarlighed i deres frontløbere, som virkelig fik sat os på prøve i defensiven i vores sidste møde og ellers er det et godt organiseret hold. Vi glæder os til et fedt lokalbrag på Lerpytter.