Flauenskjold-træner: "3 point er vores ambition"
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Mikkel Hansen fra Flauenskjold IF.
I tager hjemme imod Sulsted IF, hvad er dine forventninger til kampen?
- Jeg forventer endnu en meget tæt affære. Sulsted er kommet i gang med at få de forventede point, så det bliver en hård fight. Puljen er voldsom tæt og jævnbyrdig, så der er rigtig meget på spil i samtlige kampe, og det forventer jeg man kan se.
Hvad er succeskriteriet for jer inden kampen fløjtes i gang og hvad skal der til for den mission lykkes?
- Vi skal have større gejst, mere ild i øjnene og sammenhold. Det vil være et succeskriterie for mig, for det viser at vi trods modgang, står sammen.
Sulsted ligner et hold der har fået hul på bylden, hvilke ord kan du sætte på dem som hold og er det kun en sejr, der vil være acceptabel for dig?
- 3 point er vores ambition, det kan så ændre sig i løbet af en kamp. Sulsted vil gerne være spilstyrende, og det mener jeg egentlig også deres trup og spil berettiger, så vi skal kunne acceptere at de muligvis er mere på bolden end os.