Flauenskjold IF kæmpede sig til vigtig sejr mod Skjold Sæby
Interview med Christian Westergren, træner for Flauenskjold IF, efter kampen mod IF Skjold Sæby.
I vandt udekampen mod IF Skjold Sæby med 5-2 og spillede jer dermed op på en øjeblikkelig 5. plads før sidste spillerunde. Kan du sætte nogle ord på jeres præstation i denne kamp?
- Kampen var generelt en noget uskøn og rodet affære, hvor ingen af holdene formåede at sætte spillet sammen i længere perioder. Dette skyldes nok til dels det faktum, at vi til tider spillede i skybrud og stiv kuling, hvorfor det blev meget duelpræget og et spørgsmål om at straffe hinanden på fejl og ubalance. Som forventet blev kampen svær, og Sæby lagde masser af forhindringer i vejen for os. Cifrene lyver nok en anelse, da det først var ved scoringen til 5-2 i de sidste minutter, at kampen reelt blev afgjort. Forinden scoringen spillede vi en mand i undertal, og ved stillingen 4-2 havde Sæby et par store chancer, som vores keeper parerede på fornem vis.
Hvilke elementer af jeres spil fungerede særligt godt i kampen mod IF Skjold Sæby, og hvad var nøglen til jeres overbevisende sejr?
- Som sagt var sejren nok ikke så overbevisende som stillingen på måltavlen. Men jeg synes, vores presspil sad godt de første 35 minutter. Derefter var det mest et spørgsmål om styrke i duellerne, både for at forhindre chancer imod og selv komme frem til chancerne. Dette er naturligvis også en styrke, man ikke skal underkende, når nu spillet ikke lige sidder i skabet.
Hvordan har sejren påvirket stemningen i truppen, og hvad betyder det for jeres selvtillid før den sidste og afgørende kamp?
- Som skrevet i optakten var det kun de 3 point, der kunne bruges for os. Dem fik vi med hjem, og det er vi naturligvis glade for, men den endelige finale står på lørdag, når Vesterbro kommer på besøg.
Hvordan vil I bygge videre på denne sejr for at sikre, at I er i den bedst mulige position før sidste spillerunde?
- Vi vil gerne spille noget godt fodbold, for det er der, jeg synes vi er bedst, men sejren i Sæby viser også, at resultater kan opnås på andre måder. Uanset hvordan kampen afvikles på lørdag, vil vi gøre alt for at stå med de 3 point, når der er spillet 90 minutter.