Flauenskjold fangede B52 højt på banen og straffede dem hårdt
Interview med Jan Bisgaard fra Flauenskjold efter træningskampen mod B52
Hvad tog I med fra kampen, som kan hjælpe jer frem mod sæsonstart?
- Vi tager en masse gode ting med fra kampen. Især vores første halvleg, som vi spiller med en masse tålmodighed på bolden og vælger mange af de rigtige løsninger på trods af, vi sætter bolden på spil i nogle situationer, der ikke var nødvendigt. Så der er stadig lidt at arbejde med.
- Defensivt stod vi godt, men også her var der lidt ting, vi lige skal have adresseret og kigget på, men overall en rigtig fin præstation.
Hvordan synes du, at intensiteten og tempoet var i forhold til jeres forberedelser?
- Vi havde netop snakket om det udtryk, vi gerne vil komme med til alle kampe, og det så fornuftigt ud, så kunne jeg måske godt have tænkt mig, at vi havde spillet vores anden halvleg i et bedre tempo og flow, men vi er på rette vej og kan se lidt af det, vi arbejder på til træning og viser sig i kampene.
Hvad fungerede godt i presspillet og opbygningsfasen?
- Vi sad i store dele af kampen godt i vores presspil og fangede ofte bolden højt på banen, hvilket gav os en masse muligheder. Så er der altid noget, der kan gøres skarpere, og det må vi arbejde videre med til træningerne. Opbygningsmæssigt spillede vi som skrevet en god første halvleg med en masse tålmodighed, hvor anden halvleg bliver lidt mere frem og tilbage, og vi får ikke den ro på bolden, som vi skal have.
Hvad skal I arbejde videre med for at blive endnu skarpere?
- Vores pasningsspil kan sagtens få en nøk mere i kvaliteten af aflevering til hinanden. I nogle tilfælde spiller vi unødvendige presbolde til hinanden, så det er noget, vi skal have arbejdet lidt mere med, og så knokler vi videre med vores tempo og intensitet.