Billede beskrivelse

Fans, fællesskab og fodbold: Betina Nielsen deler Bangsbo Frejas passion

20. marts 2024 kl. 12.01

Interview med Betina Nielsen fra Bangsbo Freja.

Hvilke ord vil du så sætte på jeres opstart indtil nu? Samt hvordan føler du intensiteten, motivationen og selve fremmødet har været til træning?

- Der er tilgang af spillere og dermed er der blevet kamp om pladserne på Serie 3-holdet. De første gange har hele seniorafdelingen trænet sammen, men med baggrund i det store antal af spillere, der møder op (i snit 30 mand pr. træning) er træningen blevet opdelt efter hvilket hold man spiller på. Bruttotruppen til serie 3-holdet er på plads, men dermed ikke sagt, at der kan ske udskiftninger i løbet af sæsonen afhængig af træningsintensitet, skader mv.

Der er jo helt naturligt kamp om pladserne, men hvordan har I som hold og klub balanceret mellem konkurrence og kammeratskab for at opretholde både et sundt og motiverende miljø?

- Før vi startede på træningen til denne sæson, blev der afholdt spillermøde med spillerne, hvor serie-3 holdets nye træner Brian Jacobsen præsenterede sig selv og spurgte spillerne hvad deres mål med sæsonen var. Fra spillernes side var der bred enighed om at der spilles for en oprykning, der var så tæt på at lykkes i efteråret. Spillerne er meget socialt anlagte og nævner netop det sociale og kammeratskabet som én af de store årsager til at de vælger at spille i Bangsbo Freja.

Når du tænker på ovenstående, hvordan vil du så beskrive kammeratskabet og stemningen på holdet og klubben overordnet set? Samt hvilken betydning har det for jeres hold i både med- og modgang?

- Kammeratskabet og stemningen på holdet er noget af det, der bliver lagt allermest vægt på fra spillernes side. Det har stor betydning at der ikke udelukkende bliver fokuseret på at vinde og være de bedste hele tiden. Tabes en kamp, der burde være vundet er der selvfølgelig ærgrelse og dårlig stemning blandt spillerne, men de er hurtige til at samle hinanden op og fokusere på den næste kamp.

Hvordan er opbakning til jer, når I spiller og hvilken betydning har jeres fans for jer?

- Der er stor opbakning fra fans både på hjemmebane og udebane. Det er blandt andet gamle Bangsbo spillere, der selv har spillet med i toppen i deres tid i Bangsbo Freja, der hepper på os. Det betyder meget at der er nogle, der hepper på sidelinjen på både ude- og hjemmebane.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste