Fællesskab først: Kasper Dollerup om den stærke interne dynamik i Farsø/Ullits IK
Interview med Kasper Dollerup fra Farsø/Ullits IK.
Hvordan ser du på den interne dynamik i truppen, og hvordan opretholder I en sund konkurrencekultur samtidig med at støtte spillernes individuelle udvikling og holdets succes?
- Vi er en breddeklub, hvor fællesskabet kommer først. Hvis fællesskabet ikke er der, så kan vi godt glemme alt om en god konkurrencekultur eller at holdet bliver en succes. Hvis træningen bliver god, og folk syntes det er sjovt at komme samt at de lærer noget, jamen så kommer konkurrencen også med. Jeg er meget optaget af at udvikle spillerne individuel. Det gøres via stops i spillet og samtaler enten under træningen eller efter.
Hvis holdet skal have succes, skal alle mand gå i den samme retning. Alle skal føle et ansvar for holdet og for klubben, og hvis vi sejre er det alles fortjeneste, samt at hvis vi taber, er det også hele holdet, der skal føle et ansvar. Det er noget som Farsø/Ullits IK kan. Stort set alle spillere er født og opvokset i Farsø eller omegn, så alle har et stærkt tilhørsforhold til byen og til klubben.
Hvordan vil du beskrive den spillestil eller taktik, som du håber at implementere i forårssæsonen, og hvordan tror du, det kan bidrage til holdets succes?
- Vi skal som hold være meget pragmatiske, og vi skal kunne spille på flere måder. Vi har altid været et godt omstillingshold, som hurtig kommer til chancer efter erobringer. Vi har altid været gode til at gå i et højt pres, for at vinde bolden højt. Her er det dog vigtig, vi bliver bedre til at forsvare vores bagrum. Så det skal vi helt sikkert arbejde med. Hvis vi skal have succes i vores pulje, skal vi blive bedre på kuglen. Mange af vores modstandere vil helt sikkert stå dybt mod os og prøve lykken på omstillingerne. Her skal vi have modet og overskuddet til at kunne dominere. Hvis det lykkedes er jeg helt sikker på, at det bliver en god sæson.
Hvornår og mod hvilket hold skal I spille jeres første træningskamp i foråret?
- Vi spiller den første træningskamp hjemme imod Kvik-Aalestrup lørdag d. 17 februar. Det bliver fedt, at starte med en kamp mod en lokal klub.