Et forår med stabilitet og fysik sikrede førsteplads til HVA Sydthy
Interview med Mads Møller Jensen fra HVA Sydthy.
Hos HVA Sydthy har sæsonen budt på både jubel og skuffelser, men én kamp står stadig som det store vendepunkt. For træner Mads Møller Jensen var det sejren i 2. spillerunde, der satte kursen for en sæson, der endte med guldglans.
– En af de fedeste kampe var nok 1-0 sejren over Koldby/Hørdum på Vestervig Stadion. Vi kom fra et stort nederlag i første turneringskamp – og vi skulle ud og bevise, hvad der skulle definere vores sæson, fortæller han.
Kampen blev ikke nogen fodboldmæssig perle, men ifølge Jensen var det netop indstillingen og intensiteten, der gjorde forskellen.
– Til trods for, at vi måske ikke leverede den bedste kamp spillemæssigt, så var vi i stand til at bringe en enorm intensitet og fysik i kampen, hvilket der nok også overraskede modstanderen.
Sejren blev begyndelsen på en imponerende stime, som hurtigt ændrede hele fortællingen om Sydthys sæson.
– Derefter så vi os ikke tilbage og satte en sejrsstime sammen med hele 9 vundne kampe i streg.
Men ikke alt gik efter planen. Hjemmekampen mod Vorupør B, hvor et enkelt point kunne have udløst oprykningsfesten, endte i skuffelse.
– Man kan nok ikke komme udenom den kamp i 4. sidste runde. Det gik galt til aller, aller sidst. Vi blev for nervøse og blev lige pludselig bange, siger Mads Møller Jensen ærligt.
Trods resultatet husker han kampen som et stort øjeblik – med en kulisse, der gjorde indtryk på både spillere og trænere.
– Aldrig har jeg set så mange mennesker på Sparekassen Thy Arena, Hurup. Det skal drengene tage som et af sæsonens største komplimenter – at der er kommet så mange, der vil give dem opbakning og følge dem. Det er fordi, at de har været gode – både på og udenfor banen.
Én modstander har især gjort indtryk på HVA Sydthy-træneren i løbet af sæsonen – og det skyldes hverken flashy spil eller store profiler.
– Jeg har været imponeret over, hvordan Sjørring B fortjent formåede at overleve sig, siger han.
Mads Møller Jensen fremhæver det taktiske arbejde og holdets evne til at stå sammen, trods svære betingelser.
– Jeg ved, at de ikke har haft verdens største trup, men alligevel fik Casper Holm holdet til at arbejde i samme retning i de fleste kampe ud fra et defensivt udgangspunkt. Det er bare godt trænerarbejde!