En fodboldrejse: Fra AaB og Aalborg Chang til Viborg - En tidligere spiller/træner deler sin karrierehistorie

Den tidligere Aalborg Chang og AaB-spiller, AaB-træner og nuværende Viborg FF træner Jacob Friis, har haft en imponerende karriere indenfor fodboldverdenen og Anders Thomsen fra Seriesport.nu har haft mulighed for at tale med ham om hans erfaringer.

Hvor startede du din fodboldkarriere som ungdomsspiller og hvad ,betød din første klub for dig og er der nogle specielle personer du tænker tilbage på fra den tid?

- AaB har betydet enormt meget for mig. Jeg er kommet i klubben siden jeg var 4 år. Min bror som er tre år ældrer startede først og så fulgte jeg med. Var jo i klubben nærmest lige siden og frem til 2020. Det er knap og nap 40 år. Udover mine forældre, så er det en masse dejlige mennesker og kollegaer som har været med til at forme mig som menneske og person. Mange af de værdier jeg ligger vægt på, stammer fra min AaB opdragelse. Så der er en hulens masse mennesker som jeg kan sende en venlig tanke. Ingen nævnt ingen glemt.

Hvornår indså du, at du havde talent for at spille fodbold og hvad var dine drømme og ambitioner som fodboldspiller?

- Min drøm var i mange år at komme på Aalborg Dtadion at spille fodbold. Jeg ved ikke, om jeg indså, jeg havde talent, om ikke andet så indså jeg på et tidspunkt at jeg manglede for meget som fodboldspiller til at spille på førsteholdet. Det var specielt, da jeg endte som træner i talentafdelingen, at jeg indså at jeg dengang havde manglet en del. Allerede da mit knæ sagde stop, var løbet kørt forinden. Det har dog ikke holdt mig fra at have en dejlig aktiv fodbold karriere, hvor venskaber for livet blev skabt.

Kan du beskrive din oplevelse af at spille både i Aalborg Chang og AaB, og hvordan har disse klubber påvirket dig både som spiller og som menneske?

- AaB har naturligt fyldt mest pga. de mange år. Jeg havde dog fornøjelsen af at være to år i Chang og det var to dejlige år, hvor jeg prøvede at være på og omkring et førstehold i divisionerne. Det lærte mig meget som menneske, men absolut også som menneske. Det var to supergode og sjove år af mit ungdomsliv, som jeg heller ikke vil bytte for noget. Dette til trods for at jeg vel har 40 kampe på førsteholdet, hvoraf alle startede på bænken.

Hvordan håndterede du det at blive erklæret fodboldinvalid som 26-årig, samtidig med at du var anfører for AaB's Danmarksserie-hold?

- Det var en ærgerlig erkendelse, men jeg havde på fornemmelsen, at det var ved at være slut. Når man skal træne og spille på piller, uden det til sidst havde den store effekt, var der ikke mere at stille op. Men det positive var, at jeg derfra fortsatte i seniorafdelingen som træner.

Hvordan var det allerede sæsonen efter at stå på en fodboldbane igen som assistenttræner for AaBs daværende Serie 3 mandskab efter at være erklæret fodboldinvalid?

- Det var specielt. Mine venner og dem som jeg tidligere spillede på banen sammen. skulle jeg pludselig træne. Jeg gik jo også stadig i byen med de fleste, så det blev en blød overgang til trænerkarrieren, hvor jeg stadig kunne holde mine personlige relationer med vennerne.

Hvornår opstod drømmen om at blive cheftræner, og hvad inspirerede dig til at forfølge denne drøm?

- Min trænerudvikling og lysten til mere kom snigende, uden jeg havde haft specielt fokus på det. Til at starte med var jeg jo bare glad for at kunne bibeholde de personlige og menneskelige relationer med folk i klubben. Jeg endte som assistent på DS og her begyndt nysgerrigheden for det taktiske at snige sig. Først med Finn Christensen som chef. I AaB var der dengang en god sammenhængen mellem SL og DS, der blev holdt sammen af Poul erik Andreasen. Så når der var spillere med DS fra SL, så var PEA ofte til stede. Her begynde nogle gode snakke med Finn og PEA. Så det var et godt miljø. Sideløbende begyndte jeg at tage DBU kurser. Da jeg havde taget B” eksamen rejste jeg af andre grunde til Mexico. Her endte jeg sammen med et par dygtige trænere på Tigres UANL universitetshold. Jeg havde fået mod på mere og søgte derfor hjem til DK. Her havde jeg bibeholdt kontakten til AaB og de manglede en u17 liga træner. Det job fik jeg og herefter tog det fart. Primært fordi det var et fantastiks elite miljø, med mange dygtige folk som PEA, Lars Knudsen og Jacob Larsen i spidsen.

Kan du beskrive din oplevelse af at blive tilknyttet AaB's Superliga-hold både som assistenttræner og senere som cheftræner og hvad var din største oplevelse som cheftræner i AaB?

- Det var stort. Drømmen havde jo været at komme der som spiller, men dette var lige så stort. Bare det at træde ind på plænen til opvarmning var specielt. Jeg havde jo haft min faste plads på tribunen, nu var det på sidelinjen. Den dag i dag sætter jeg stadig stor pris på at have fået muligheden for dette. Mine største oplevelser var hele vejen frem til pokalfinalen. Min eneste hele sæson endte med pokalfinalen og Top 6. I løbet af den sæson havde vi nogle rigtig gode oplevelser og underholdende kampe mod blandt andet Brøndby IF.

Efter en svær periode i dit liv fik du muligheden for at træne det landshold for U19-kvinder og for nuværende er du cheftræner for Viborgs Superliga mandskab, hvad er dine ambitioner og mål og hvor langt håber du at kunne drive holdet og dine egne ambitioner?

- Jeg siger altid til folk at de skal være den bedste version af dem selv, der hvor de er. Så skal der nok vente dem noget større eller noget godt, hvis det er det de ønsker. Det mener jeg selv, at jeg lever op til og derfor nyder jeg hver dag i VFF, velvidnede at jeg skal gøre det godt og være den bedste version af mig selv som menneske og træner. Gør jeg det, skal der nok komme noget andet, hvis det er det jeg ønsker. Og jo, jeg har da ambitioner om at prøve mig selv af på højst mulige niveau som jeg kan få adgang til. Det skal dog være det rette for familien, da det hele ikke rigtigt giver mening uden dem.

Her til sidst Jacob, kan du prøve at beskrive forskellen mellem det at være assistenttræner i en Serie 3-klub og træner i Superligaen og hvad er de største udfordringer, du har stået over for i hver af disse roller?

- Det er klart bevågenheden. At alle har en mening om dit job og dine beslutninger. Alle har en mening om dig og det er jo ikke alle som synes, at man er den bedste til jobbet eller er den fedeste fyr på hele kloden. Mindre kan vel nok også gøre det, de største udfordringer er at balancerer mellem familielivet og det at være til stede med de nærmeste samt fodboldlivet som træner. Det er et job hvor to do listen aldrig forsvinder og dette er en kunst at sige, nu er det nok for i dag.