En brandkamp af Flemming Mortensen vil øge chancerne for Biersted IF.
Interview med Jens-Kristian Sørensen fra Biersted IF.
Hvem ser du som favorit i den kommende kamp mod IFN, og hvad er grunden til din opfattelse?
- Hvis der skal udpeges en favorit, så må det være Nørhalne. De ligger nr. 2, er på hjemmebane og vandt det første indbyrdes opgør. Når det så er sagt, så var det en meget lige kamp vi spillede i Biersted for halvanden måned siden. Kampene mod Nørhalne har deres eget liv, så det er ikke altid stillingen har betydning for kampens udfald.
I har meget på spil, mens IFN ikke har mere at spille for. Tror du, det kan påvirke kampen, og i så fald hvordan?
- Vi kan da håbe at vi er mere motiverede og kommer med mere vildskab, da vi har brug for pointene. På den anden side kan Nørhalne spille frit, hvilket også nogle gange viser sig at være en fordel.
Vil du forsøge at sælge kampen for 1 point før den fløjtes igang, eller vil I gå efter sejren for at forbedre jeres position i bunden af rækken?
- Vi går efter sejren som vi altid gør. Alt efter hvordan kampen forløber, kan det være vi mod slutningen stiller os tilfreds med et point, men det også være vi vil gå benhårdt efter alle tre point. Med 3 point mod Nørhalne, har vi store muligheder for at sikre os endnu en sæson i serie 2.
Hvem ser du som en potentiel afgørende spiller for jer i den kommende kamp, og hvorfor?
- Det er svært at spå om på forhånd og vi er ikke meget for at fremhæve enkle spillere. Men hvis vores målmand Flemming Mortensen leverer en brandkamp, så er sandsynligheden for en sejr også markant større.