Efterårets spiller er svært at vælge blandt flere profiler
Interview med Mike Hermansen fra Hornum IF efter sæsonen
Hvis du skulle beskrive jeres sæson med tre ord, hvilke ville du vælge, og hvorfor?
- Kontinuitet. Kontinuitet, fordi vi særligt har fået en fast stamme nede i bagkæden, som der ikke er den store udskiftning i. Ligeledes har de gjort det fremragende dernede. Ambitiøse. Ambitiøse, fordi vi sæsonen igennem har været ambitiøse i vores tilgang til spillet og hvordan vi får mest ud af vores materiale. Fælleskab. Fælleskab, fordi holdet/klubben gang på gang giver beviser på, hvor stærkt og godt et fællesskab det besidder. Det er en rigtig god gruppe gutter, der er samlet på og omkring vores hold.
I har virkelig formået at finde en god rytme i år – hvad har været jeres vigtigste taktiske styrke?
- Jeg synes, at vi i de fleste tilfælde har været gode til at omstille dig, når det har været nødvendigt. Nogle gange laver man dispositioner, som har den ønskede virkning, andre gange går det den modsatte vej. Det er fedt, når taktiske ændringer give pote, men giver omvendt også stof til eftertanke, når det ikke gør, hvilket bidrager til udviklingen af en som træner.
Hvem på holdet har du set udvikle sig mest i denne sæson, og hvad har han tilført holdet?
- Jannik Asbøl. Jannik har været igennem en forrygende udvikling, hvor han her i efteråret har været en af vores absolutte bedste spillere. Han er blevet mere moden i sin spillestil, hvor han både kan tage del i den opbyggende del af spillet, men også kan gå mere direkte til værks. Derudover er han blevet en regulær målscorer, hvor vores mange skudøvelser efterhånden har givet pote. Et kort aftræk og et hårdt højreben gør ham rigtig farlig og han har været fremragende for os i efterårssæsonen. Udover hans evne til at score mål, så sidder der også en god motor på den unge mand. Han er derfor også alsidig og har spillet både back, kant, central midt og angriber i løbet af sæsonen. Kendetegnede er, at han spiller godt uanset, hvor du sætter ham på banen. Derudover så skal Heine Bjerregaard også nævnes. Han har også været igennem en stor udviking, og har i sæsonen sat sig solidt på venstre back, hvor han har været pålidelig og stabil sæsonen igennem. Yderligere, så har han ikke altid lige stor held med at få tingene i hus, når han er i byen. Det har han til gengæld haft i sæsonen, hvor han måske nok også lige laver sæsonens mål hjemme i Hornum efter et godt raid op ad venstresiden, så hamrer han bolden helt op i krydset til stillingen 2-1, hvilket også blev slutresultatet i den kamp. Flot udvikling og sæson af ham.
I har været stærke i toppen hele sæsonen – var der et hold, der kom som en overraskelse, eller var det altid de ventede konkurrenter?
- Det var som ventet. Gundersted er super stærke og Borup var tæt på s.2 sidste sæson, så vi vidste de ville blande sig helt i toppen. Nørager havde vi også spået til at ligge i top 4.
Hvis du skulle udnævne "Efterårets spiller" hos jer, hvem ville du vælge, og hvad har han haft af betydning for holdet?
- Det er altid svært kun at vælge en spiler, især når man har haft en god sæson. Jannik Asbøl som tidligere nævnt var en af vores topprofiler med sine mange mål. Marc Kastrup har som altid også været et af holdets absolutte omdrejningspunkter. Marc er med i så mange af vores offensive aktioner, hvor han især også på egen hånd kan skabe chancer ud af ingenting. Marc er helhjertet klubmand, men der er ingen tvivl om, at ville Marc se hvad fodbolden kunne drives til, så kunne han spillere to hvis ikke flere niveauer højere, end han gør nu. Jakob Nøhr er vores absolutte forsvarsprofil og han har sammen med Dennis Bay leveret et fremragende efterår i vores midterforsvar. Dennis Bay som i øvrigt også har været fremragende i efteråret. Jakob er endnu en spiller, som er garant for altid at levere en præstation, som er over middel og med hans lederegenskaber, så går han altid forrest på banen ved at lade fødderne tale. Han er en sikker sidste skanse, som har været afgørende for vores spil sæsonen igennem, særligt når vi har skubbet vores bagkæde højt op. Casper Siv har leveret et godt kalenderår og har med sin store motor været vigtig for os med sit løbepensum og evne til at tage de sure meter i holdets tjeneste.