Billede beskrivelse

Efter sæsonstart med nederlag har Biersted nu ramt topformen

21. april 2025 kl. 11.32

Interview med Jens-Kristian Sørensen fra Biersted IF efter kampen mod FFI

Hvad gjorde forskellen i kampen mod FFI, og hvorfor lykkedes I med så overbevisende en sejr?

- Vi kom ud til kampen med god energi, hvilket gjorde at vi forholdsvis hurtigt fik sat os på spillet og skabt en del fornuftige chancer. FFI havde også et par muligheder, når vi blev mere afventende og tøvende i vores pres. Når vi pressede sammenhængende fik vi ofte bolden, hvilket var medvirkende til at vi havde rigtig meget boldbesiddelse.

Hvad betyder det for jer at I har rejst jer så stærkt ovenpå nederlaget til Brønderslev i sæsonpremieren?

- Det luner først og fremmest lidt på pointkontoen, at vi nu har fået to gode hjemmesejre i træk. Dernæst må jeg også sige at vi spille- og fightermæssigt har løftet os fra kamp til kamp, hvilket har været en medvirkende faktor til at vi nu står med 6 point og god selvtillid.

Hvilke elementer i spillet fungerede ekstra godt i kampen mod FFI set med dine øjne?

- Vi spillede vores bedste kamp rent offensivt. Vi skabte en del chancer. Udover de 5 mål havde vi to afslutninger på træværket og deres målmand diskede også op med flere gode redninger. Vi var bedre end tidligere til at vurdere hvornår vi skulle køre bolden rundt en ekstra gang og hvornår vi skulle gå til angreb.

Hvordan ser du jeres nuværende form og selvtillid efter to sejre i træk?

- Selvtilliden har naturligvis fået et godt nøk op ad. Vi har forbedret på stort set alle parametre i de sidste to kampe, så man kan godt sige at formkurven er opadgående. Der er selvfølgelig altid plads til forbedringer, men vi er meget fortrøstningsfulde på dette tidspunkt i sæsonen.

Kampfakta:

Kamp: Biersted IF - FFI
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 12
Resultat: 5-1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste