Billede beskrivelse

Effektivitet og kontrol styrker Rosendals selvtillid efter sejren

10. april 2024 kl. 09.01

Interview med Paw Groes fra IK Rosendal efter sejren over Støvring IF.

Hvordan føles det at have opnået endnu en sejr i sæsonen, især efter en stærk præstation mod Støvring IF?

- Det var på mange måder en pligtsejr, men disse kan også være svære, når man møder et rigtig godt organiseret og arbejdsomt hold som Støvring. Derfor er det også en rigtig dejlig følelse at gå fra banen med en 3-0 sejr og et clean sheet.

En kamp som denne giver selvtillid, da vi over 90 minutter vinder en sikker sejr.

- Som træner hæfter jeg mig også ved, at vi i to kampe har scoret i alt 6 mål. Det der betyder noget her, er at det er af 5 forskellige spillere, hvilket fortæller meget om vores muligheder som hold.

Hvad var nøglen til jeres sejr over Støvring IF, og hvordan lykkedes det jer at holde dem fra at score?

- Jeg tror nøglen til sejr i denne type kamp var tålmodighed, vedholdenhed og tro på egne evner. Vi havde forudset, at Støvring ville stå lavt, kompakt og med skærpet fokus på at lukke midten ned. Derfor skulle vi veksle mellem at spille bredt og i længderetningen. Ved pausen står der stadig 0-0, hvilket vi ikke var tilfredse med målt op på antallet af chancer og boldbesiddelse. Men vi havde også en fornemmelse af, at vi var så meget i kontrol, at hvis vi fortsatte med at sætte spillet i anden halvleg, så skulle det nok komme, hvilket viste sig at holde stik. Det var også positivt, at vi formår at score to gange på standarder, hvor der måske er lidt tilfældigheder i spil ved 1-0 og 3-0 målet, men det er et udtryk for det pres vi ligger over 90 minutter.

Hvordan påvirker denne sejr holdets selvtillid og ambitioner for resten af sæsonen?

- På mange måder var det en svær kamp, for vi skulle skabe kampen og formå at få den over på vores præmisser. Støvring ville ikke så meget, uden at det skal lyde negativt, for de brugte det de havde virkelig fint. 3 point, en pligtsejr og fuld kontrol giver selvtillid og tro på at vi godt kan skaffe resultater selvom modstanderen står lavt, og bruger lang tid på frispark, indkast m.m. Det er mekanismer vi godt forstår, for der er kampe, hvor man som hold må være kloge, og det vil jeg gerne anerkende Støvring for at være.

Er der aspekter af jeres spil, som I ønsker at forbedre, trods sejren, og hvordan planlægger I at tackle disse områder?

- Hvis vi kan blive en anelse mere effektive på vores mange chancer, så vil det være godt for trænerens blodtryk 😊. I anden halvleg trækker vi vores stærke venstreben ind i midten af banen, for at få et ekstra våben i skud fra distancen. Det gav målet til 2-0, hvilket var rigtig dejligt, da Støvring stod meget tæt, lavt og kompakt. At score mål på standarder er positivt, og det vil vi gerne fastholde som et ekstra redskab i kampe, hvor vi møder hold der står meget lavt.

Kampfakta:

Kamp: IK Rosendal - Støvring IF
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 29
Resultat: 3-0

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste