Billede beskrivelse

DVIF prioriterer det sociale miljø og holdånden

25. juli 2023 kl. 13.00

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Mads Jensen fra DVIF.

Hvornår starter I forberedelserne til den nye sæsonog har I gjort nogle ændringer i forhold til tidligere sæsoner?

- Vi starter træningen uge 30 nærmere betegnet tirsdag den 25. Juli. I uge 31 har vi 3 træningskampe på programmet som foregår i Valsgård. De sidste par år har vi deltaget i det hyggelige stævne Høker Cup i Højslev, men i år har vi ændret til det lokale stævne i Valsgård pga køreafstand. Ellers er det jo som altid en kort opstart hvor det handler om at udnytte få træninger til at komme i form igen og undgå skader.

Hvem står med ansvaret på sidelinjen i efterårssæsonen, samt hvilke filosofi og spillestil jeres træner har?

- Jeg har også cheftræner i efterårssæsonen, så spillerne kender efterhånden vores spillestil. Vi vil rigtig gerne være boldbesiddende, men har øvet os i vores forsvarsspil uden bold, samt nogle nye måder at løse vores fase 1 spil på.

Hvad adskiller jer fra andre klubber i området? Har I særlige træningsmetoder eller spilstilarter, som gør at I skiller jer ud fra mængden og derfor skal vælge jer, hvis man ønsker at prøve noget nyt?

- DVIF er en klub som ligger i et meget lille lokalsamfund og naturstridigt har 3 seniorhold samt 11 mands oldboys og damehold. Der er et trænings- og kamptilbud til alle, og uanset hvilket niveau du ønsker er alle lige meget værd. Alle har mulighed for at få vasket deres træningstøj og når først spillerne er kommet til bliver de som regel hængende, med mindre der sker noget geografisk i deres civile liv, der begrænser dem. Så nye spillere er hjertelig velkommen.

Hvordan prioriterer I et godt socialt miljø og holdånd? Har I arrangementer eller tiltag, der styrker sammenholdet mellem spillerne og forældrene?

- Det sociale miljø på tværs af klubben og holdene er øverst på dagsordenen i klubben. Og fodboldudvalget gør et stort stykke arbejde for at understøtte dette. Vi holder månedlige fællesspisninger i forbindelse med træning samt månedlige træninger, hvor almindelig træning er afløst alternativ træning så som padeltennis, fodboldgolf brætspil eller lignende. En gang om året blir der arrangeret en weekendtur hvor alle medlemmer er velkommen. Dette underbygger naturligvis også holdånden på de enkelte hold, hvor man altid er klar på at bløde grønt for logoet i jagten på de 3 point. Slutteligt er der i klubhuset masser af muligheder for at være social, med billard, dart, hyggeligt cafeteria osv.

Er der nogle personer i klubben, som arbejder hårdt bag kulisserne og fortjener anerkendelse? Hvad gør de for klubben, og hvorfor er de så vigtige?

- Det korte svar må her være JA for satan. Med fare for at glemme nogle vil jeg lade være med at nævne for mange navne. Men fodboldudvalget arbejder på højtryk for at give spillere og trænere de bedste rammer for at dyrke den sport i allesammen elsker. De kan ikke takkes nok. Hvis der ønskes nye materialer så blir dette ordnet. Der er styr på økonomi, og de arbejder utrætteligt på at skabe arrangementer for at skabe økonomi, men også sociale arrangementer for spillernes skyld. Desuden er de frivillige omkring Tinghøj klubhuset uundværlige. De vasker træningstøj, kamptøj, styrer kiosken og sørger for at der altid er god stemning og pølser på grillen.

Hvilke mål har I for holdet og klubben som helhed hen over efteråret?

- Vores overordnede mål er igen at sikre os endnu en sæson i serie 2. Desuden er der elementer i spillet vi skal udvikle os på. Klubben som helhed skal blive ved med at være den bedste sociale fodboldklub i området.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste