Dronninglund-træner: Vi skal op og score nogle mål
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Dronninglund-træner, Jan Bisgaard.
I møder på udebane Storvorde/Sejlflod, hvem ser du som favorit til kampen og hvorfor?
- I og med de kommer med en flot sejr over LKB, så må Storvorde/Sejlflod nok tage favoritværdigheden på deres kappe, men vi kommer med en masse gå på mod og spillelyst til snart at tage de 3 point jeg efterhånden synes vi har fortjent. Vi skal i hvert fald nok give dem kamp til stregen.
Efter 3 uafgjorte kampe i streg, hvordan vil I så forsøge at sikre jer alle 3 point i søndagens udekamp?
- Vi skal op og score nogle mål, det er forudsætningen for at vinde fodboldkampe, så tænker vi skal have et lidt mere offensivt mindset ind, samtidig med vi selvfølgelig sikre os at defensiven ikke bliver ladt i stikken. Vores defensiv ser efterhånden stabil ud, så derfor kan vi godt begynde at skrue på nogle andre knapper i den offensive del.
Storvorde/Sejlflod topper rækken på nuværende tidspunkt, hvad ser du som deres stærkeste våben?
- De har et par stærke profiler i Michael og Asger som vi skal have stækket. Lykkes det, så er har vi styrket vores mulighed for at nappe de 3 point betragteligt. Derudover skal jeg have set noget video på dem og så skal vi nok prøve at finde deres svage sider og se efter om vi kan få udnyttet det til vores fordel.
Hvem kunne, hvis ovenstående mission lykkes for jer gå hen og blive kampafgørende og hvorfor?
-Det bliver holdet der bliver den helt store nøgle. Vi taber som hold og vinder som hold, længere er den ikke.