Billede beskrivelse

Dronninglund-træner: Forårets højdepunkt var 4-0 sejren over Biersted

28. juni 2023 kl. 07.21

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Jan Bisgård fra Dronninglund IF.

Hvis du skulle pege på det hold, der har overrasket dig mest på den positive side i jeres kreds, hvem ville du så pege på og hvorfor?

- Jeg synes Aalborg KFUM har overrasket mig meget positivt. De havde en del tumult inden sæsonstart og havde mistet en del spillere, men de har bare steppet op og så er de godt flankeret af en engageret træner i Tuncay. De har spillet noget positivt fodbold og har været, i mine øjne, det bedste hold i rækken. Det er i hvert fald været det hold vi har haft de største udfordringer med.

Og så er det jo fristende at spørge om det samme med negativt fortegn, hvilket hold modsat være den største negative overraskelse for dig og hvorfor?

- Det er altid svært at sige hvem der har skuffet mest, for kender ikke til alle holdenes målsætning for sæsonen, men jeg har troet at Sæby ville være noget mere dominerede end tilfældet har været. De har nogle rigtig dygtige spillere og jeg har troet inden starten af sæsonen at de ville sætte sig tungt på en af de 2 øverste pladser, men det er også charmen ved fodbold at det ikke altid går som man forventer. Er sikker på de kommer til at blande sig i toppen når efterårssæsonen bliver skudt i gang.

Hvad var set med dine øjne forårets fodboldmæssige højdepunkt for jer?

- Det er svært at nævne et højdepunkt når det ender med en nedrykning som tilfældet har været, men jeg synes i vores kamp hjemme mod Biersted får vist hvor godt et fodboldhold vi er. Der får vi spillet noget rigtig flot fodbold og fik sat de rigtige spillere i de rigtige situationer. Vi vinder 4-0, men sejren kunne have blevet langt større hvis vi lige havde været lidt skarpere.

Samt hvilken kamp tænker du tilbage på med overskriften ”forårets største skuffelse” og hvad gik galt for jer i den kamp?

- Ved ikke om jeg kan nævne en enkelt kamp der har betegnelsen som den største skuffelse, men i vores kamp hjemme mod Skalborg synes jeg ikke vi spiller i nærheden af hvad vi kan og tror faktisk ikke vi kreere en chance i hele kampen, hvilket er meget usædvanligt for os. Men det er klart at man kan finde mange kampe hvor jeg ikke lige synes det gik vores vej og man bagefter har stået med en træls følelse.

Hvordan skal i bruge sommerpausen – står den på let sommertræning/sommerturneringer, eller holder i et velfortjent hvil frem til slutningen af juli/starten af august?

- Drengene trænger til lidt velfortjent ferie ovenpå et forår som har været præget af skader, så alle skal bruge sommerferien på at lade deres batterier op igen, så de kommer med friske ben og fornyet energi i efteråret. Der bliver lavet et træningsprogram som spillerne kan følge, for dem som ikke går og døjer og så er der arrangeret træningskamp i uge 30 og et sommerstævne i uge 31.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste