Dronninglund IF vil fokusere på de positive takter
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Jacob Jørgensen fra Dronninglund IF.
I møder på udebane IF Skjold Sæby, hvem ser du som favorit til kampen og hvorfor?
- Jeg tror det bliver en tæt kamp. Sæby startede ud med at slå os i sæsonens første kamp, men siden da har sæsonen budt på lutter nederlag for de ellers ambitiøse Sæbynitter. Jeg anser - på trods af, at vi har overhalet dem i tabellen - stadig Sæby som favoritter med vores første indbyrdes opgør in mente. Dog mener jeg også, at vi som hold, er et bedre sted nu end vi var ved sæsonstarten, så jeg håber og tror på, at vi kan drille Sæby i weekendens kamp.
Med ovenstående i baghovedet, hvordan vil I så gribe kampen an?
- Vi skal fokusere på de mange positive takter vi har set i de sidste par kampe - både offensivt og defensivt. Vi ved, at Sæby er et hold, der ligesom os selv gerne vil spille fodbold, så jeg håber det bliver en seværdig kamp, hvor vi forhåbentlig kan tage dirigentstokken og dominere.
I tabte i premieren med 0-3 og havde en svær sæsonstart, men I de seneste par kampe har I hentet 4 point, hvad kan I bruge det til op til weekendens kamp?
- Vi kan ikke bruge sæsonens første kamp til en hel masse, da jeg heldigvis synes, at vi er et bedre sted nu. Men vi skal selvfølgelig gå ind til kampen og være opsatte på at tage revanche for et nederlag, hvis størrelse jeg synes var misvisende for kampens forløb.