Billede beskrivelse

Dronninglund IF-træner: Kampen mod Voersaa er et nøgleopgør

26. april 2023 kl. 17.26

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Jacob M. Jørgensen fra Dronninglund IF.

I møder på udebane Voersaa, tror du, at det kan blive kampen, hvor I kommer på pointtavlen?

- Ja, det tror jeg fuldt og fast på. Kampene mod Voersaa er nogle vi allerede før sæsonen udpegede som nøgleopgør da vi begge er oprykkere fra samme pulje og derfor vidste vi også, at vi begge formentlig ville komme til at befinde os i den lave ende af tabellen. Sidste sæson mødte vi hinanden to gange med en sejr til hver, så det bliver med sikkerhed en tæt affære igen på fredag.

Med ovenstående i baghovedet, hvordan vil I så gribe kampen an?

- Vi er mere eller mindre pisket til sejr, så det vil formentlig komme til udtryk i det, at vi vil forsøge at opnå kontrollen med kampen. Vi er bedst når vi har bolden, så det vil være vores fokus. Samtidig skal vi forsøge at begrænse den relativt store fejlprocent, vi har opereret med de første kampe.

Det har været en svær start på sæsonen for jer, hvad gør at du tror på I kan få vendt skuden?

- Jeg synes, at resultaterne lyver en smule i forhold til, hvor godt vi har været med i flere kampe. Derfor er jeg også overbevist om, at lykken må vende på et tidspunkt og det må meget gerne være fredag aften i Voersaa.

Kampfakta:

Kamp: Voersaa – Dronninglund IF
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 26
Kamptidspunkt: 28. april kl. 18.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste