Billede beskrivelse

Det har været en fed sæson for Flauenskjold IF

27. juni 2023 kl. 07.21

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Mikkel Hansen fra Flauenskjold IF.

I ender sæsonen som nummer 1, hvilke ord vil du sætte på jeres sæson overordnet set?

- Det har jo selvsagt været en fed sæson, når man ender med at vinde puljen. Vi har været i en meget tæt og spændende pulje, hvor der er scoret et gav af mål i rigtig mange kampe, så det har været underholdende at være en del af. Vi har kørt igennem sæsonen med kun 17 forskellige spillere, det siger meget om engagementet hos spillerne til især at prioritere kampe, der har næsten ikke været afbud pga. andet end skader.

Før sæsonen blev skudt i gang, hvad var jeres målsætning så foråret 2023?

- Vi havde et møde inden sæsonen hvor jeg lod spillerne definere sæsonens mål, og i samlet flok var de enige om, at vi skulle være med omkring oprykning helt til det sidste.

Det er altid let at være bagklog, men hvad ville du hvis muligt, gerne have gjort anderledes og hvorfor?

- Måske trænede vi for hårdt i opstarten, hvilket resulterede i nogle meget slidte spillere kort inde i sæsonen. Dette har måske begrænset hårdheden, intensiteten og fremmødet til træning den sidste halvdel af sæsonen.

Hvordan har niveauet overordnet været i jeres kreds og er du positivt eller negativt overrasket over det?

- Synes der har været et godt niveau i mange kampe, og det har været positivt. Der er scoret et vanvittigt antal mål i denne pulje, og som træner er det ikke specielt positivt. Vi har selv lukket for mange ind og det har vi både snakket om og arbejdet rigtig meget med. Vi lukkede 16 mål ind i 4 træningskamp og "kun" 24 mål ind i de 14 i turneringen, så det er trods alt positivt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste