Det er vigtigt at man kender sin besøgelsestid
Interview med Mads Jensen, cheftræner DVIF.
Mener I, at det var fortjent, at I tabte kampen mod Nibe på udebane?
- Ja set over hele kampen var det en fortjent Nibe sejr. Især i 2. halvleg er Nibe det bedste hold på banen både defensivt og offensivt. Flot kamp af dem.
Kan du beskrive jeres præstation i kampen med et par ord?
- Vi leverer langt hen ad vejen en godkendt præstation på flere parametre. Vi spiller rigtig godt de første 20 minutter, men får ikke scoret på de store muligheder vi har i perioden. Så giver vi momentum fra os hvor vi begynder med for mange touches på kuglen i stedet for at spille hurtigt og enkelt, samt hjulpet på vej af et mere end tvivlsomt gult kort. Derfra sætter Nibe sig godt på kampen og kan i slutningen af 1. Halvleg sagtens bringe sig foran. Men set over hele halvlegen var uafgjort ved pausen meget fair. Vi justerer lidt småting i pausen men får aldrig rigtig sat os på spillet i 2. halvleg, hvor det mest skuffende for os er at vi forsvarer os ualmindeligt dårligt i begge sekvenser. Målet til 2-0 er isoleret set en flot enkeltmandspræstation, men 3-4 mand har muligheden for at afvise sekvensen inden han er alene med målmanden. Der var Nibe mere kyniske og bedre end os og fik os flot lukket ned hele 2. halvleg.
Hvad er de vigtigste læringselementer, I tog med jer fra denne kamp?
- At kende sin besøgstid er vigtigt og kynisme i de afgørende sekvenser.