Det er et forfærdeligt sted at spille
Interview med Thisted FC træner Frederik Olsen.
I møder Kristrup B på udebane i næste kamp. Hvordan planlægger I at gribe denne kamp an og sikre en god præstation?
- Et forfærdeligt svært sted at spille, Kristrup er bare notorisk god på hjemmebane og de ved det godt selv. Vi skal være parate, specielt med det fysiske pres Kristrup kan komme med, de løber ekstremt mange meter for hinanden og kæmper som gale. Vi skal være på vagt over for deres kontraspil og være kyniske i felterne. Vi vil prøve at spille kampen på vores præmisser og så skal vi slippe håndbremsen.
Efter sæsonens første opgør mod Kristrup, hvad har I lært eller observeret, som I kan bruge til jeres fordel i den kommende kamp?
- Første kamp mod Kristrup blev en meget mærkelig og ikke særlig brugbar kamp på mange parametre. Det vi skal tage med derfra er, at vi skal være klare i hovederne og stikke kniven ind på de rigtige tidspunkter.
Med henblik på jeres kamp mod Løgstør i den efterfølgende spillerunde, hvor vigtig er det for jer at få en sejr mod Kristrup med henblik på at holde jer i toppen af tabellen?
- Vi har erfaret, at med den pulje som er lige nu, der skal vi bare sørge for at tage en kamp af gangen. Det vigtigste på søndag er en sejr og hvis vi får det, så bliver det en nøgle kamp mod Løgstør. Vi ønsker og håber på, at gøre tingene færdige, som sæsonen har udspillet sig indtil nu har vi gjort os fortjent til at spille de her kampe.
Når du ser på jeres resterende kampe i slutprogrammet, hvor mange point tror du, at I skal hente for at opnå jeres mål for sæsonen, og hvordan vil I arbejde hen imod dette mål?
- Det er et forfærdeligt hårdt program vi har tilbage. Målet for sæsonen er oprykning og det kræver jo nok i udgangspunktet 3 sejre ud af de sidste 4. Hvis tingene går som vi håber, kan kampen mod Løgstør godt gå hen og blive rigtig, rigtig sjov.