Der skal arbejdes stenhårdt i Flauenskjold
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Flauenskjold-træner Mikkel Hansen.
En ny kamp venter, hvad skal I set med dine øjne gøre for at bibeholde momentum fra de første sidste spillerunders sejre?
- Vi skal fortsætte med at arbejde stenhårdt til træning denne uge. Vi har friske ben efter aflysning af påskekampen, så der skal knald på. Derudover skal vi bruge den selvtillid og tro på tingene, som turneringsstarten har givet os.
Hvem ser du som favorit til at løbe med de tre point (begrund gerne dit svar)?
- Jeg tager gerne favoritrollen. Vi spiller hjemme og er kommet godt fra land pointmæssigt. Men vi var mere end almindelig heldige, med ikke at blive udstillet i vores træningskamp mod Nørhalne. Men vi går efter sejren denne gang.
Efter 2 udekampe i streg skal I endelig spille på hjemmebane, hvad betyder det for jer, at I er på hjemmebane?
- Det bliver fantastisk. Min hjemmebanedebut, det glæder jeg mig til. Forhåbentlig en masse tilskuere til lørdagens dobbelt arrangement. For drengene bliver det også dejligt, så jeg forventer et topmotiveret mandskab, der har en del at revanchere i forhold til træningskampen mod Nørhalne. Ikke så meget resultatmæssigt, men mere i forhold til deres udtryk som en sammentømret enhed.
Hvordan vil du beskrive den modstander som I står overfor og hvilke ord kan du sætte på dem som hold?
- Jeg har en sund respekt for Nørhalne, som er det hold jeg kender bedst i rækken. De vil gerne dominere kampene med boldbesiddelse, og det gør de godt efter min mening. De har en stærk boldomgang i bagkæde og på midten, suppleret med nogle dygtige angribere.