Billede beskrivelse

Defensiven var ikke god nok hos RKG

13. november 2023 kl. 07.01

Interview med Aske Kjærup fra RKG.

Efter efterårssæsonen afsluttede I som nummer 7. Føler du, at denne placering afspejler jeres præstationer på banen?

- Både og. Vores offensiv får egentlig scoret et pænt antal mål, men vi er simpelthen ikke gode nok i vores defensiv. Og her taler jeg ikke bare om forsvaret, men om alle 11 på banen, som deltager i at forsvare. Dertil skal det siges, at jeg synes bestemt ikke, det er ufortjent, at de hold, som bliver i serie 1 – eller rykker op – er dem, som endte med at gøre det. Tabellen lyver aldrig.

Det endte med en kort tur i Serie 1, er du skuffet over I ikke formåede at etablere jer i rækken, samt er der områder, hvor I kunne have gjort tingene anderledes?

- Igen bliver det et politiker-svar. Jeg vil da gerne have overlevet, det er klart. På den anden side tror jeg, vores hold passer bedre til serie 2 end serie 1 pt. Skulle vi have gjort noget bedre i efteråret, skulle vores kontinuitet have været bedre. Den har faktisk manglet.

Hvis du skulle beskrive jeres efterårssæson med tre ord, hvilke tre ord ville du vælge, og hvorfor synes du, at de bedst beskriver sæsonen?

- Kedelig resultatmæssig, sjov og lærerig. Det var ikke sjovt at tabe 4 kampe i træk, da vi åbnede sæsonen. Omvendt havde vi mange sjove oplevelser: fik givet debut til nogle, der aldrig har spillet førstehold, fik nogle sjove sejre og fik mødt nogle rigtig gode modstandere. Som vores træner sagde til afslutningsfesten: ”På papiret har vi et rigtig godt hold, det er bare synd, at kampen spilles på græs.”

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste