Defensive Sydthy sikrer værdifuldt point mod Mejrup GU
Interview med anfører Aleksander Søgaard fra HVA Sydthy efter kampen mod Mejrup GU.
Efter den målløse kamp mod Mejrup GU på udebane, hvordan vurderer du kampens forløb, og hvem mener du burde have vundet?
- Kampen var 2 forskellige halvlege. I første halvleg stod Mejrup for alt spil, og alle chancer. Vi kunne slet ikke få det til at fungere, men kom til pause med 0-0. Dermed lavede vi nogle taktiske ændringer, som hurtigt kunne ses at gøre en forskel. Mejrup havde det meste spil, men vi havde de største chancer, hvor en friløber og en fri mand i feltet blandt andet blev brændt. Uafgjort var dermed nok et fair resultat, hvis man skal se neutralt på det.
Hvad var nøglen til at holde nullet i en tæt kamp, og hvordan vil I bygge videre på denne defensive styrke i kommende kampe?
- Som sagt før, så kunne Mejrup godt have scoret i første halvleg, men efter vi skiftede system, så stod vi solidt og havde ret godt styr på hvad Mejrup kom med, hvor det primært var det fysiske de havde i fokus. Fremover vil vi fortsætte med det, som lykkedes i 2. halvleg mod Mejrup.
Hvordan påvirker dette resultat holdets selvtillid og tilgang til de kommende kampe?
- Mejrup stillede med deres hidtil stærkeste hold, og vi samtidig måtte i tænkeboksen ud fra de spillere vi manglede, så har vi fået mere selvtillid end før. Det var en kamp hvor alle mand gav sig 110% og fightede 1 point hjem til Sydthy. Dette betyder dog ikke, at vi er tilfreds med 1 point.
Hvad vil I arbejde på at forbedre eller ændre baseret på erfaringerne fra kampen mod Mejrup GU, og hvordan vil I forberede jer til næste opgør?
- Vi vil se på det, som lykkedes godt i 2. halvleg mod Mejrup, og fortsætte med den gnist og vilje, holdet havde. Derimod skal vi også kigge indad og sørge for at vi ikke leverer en halvleg magen til den første i Mejrup.