Billede beskrivelse
Sport

Danmarks måske mest dedikerede samler af fodboldkampprogrammer

17. november 2025 kl. 15.32

Når man træder ind ad døren hos Gene Thunbo Christoffersen, er det som at bevæge sig ind i et levende arkiv over dansk fodboldhistorie. Hyldemeter efter hyldemeter er fyldt med ringbind – ikke med regnskaber eller gamle papirer, men med fodboldkampprogrammer fra hele landet. I dag tæller hans samling omkring 2.500 programmer, omhyggeligt organiseret og sorteret i intet mindre end 80 tætpakkede mapper.

Et tilfælde blev starten på en passion

For Gene begyndte det hele for blot seks år siden – med et impulskøb.

- Det startede med, at jeg købte en flyttekasse af en mand på Fyn. Der lå nogle kampprogrammer i, og så startede det jo… Så måtte jeg i gang med at samle, fortæller Gene.

Siden dengang er samlingen vokset eksplosivt. Gene har købt både små og store samlinger op og har i dag programmer fra samtlige danske klubber. Derfor har det gjort ham til en af de største samlere i Danmark, noget som Gene ikke tager så højtideligt.

- Jeg tror ikke, jeg er den største. Men jeg er nok blandt de 10.

Selvom Gene flere gange fortæller, at han forsøger at holde pause fra at købe nyt, går der ikke længe, før han alligevel finder noget spændende.

- Lige pludselig dukker der jo noget sjovt op, griner han.

Et af de programmer, han stadig mangler – og drømmer om at finde – er kampen mellem Skagen og B1903. Han ved, programmet eksisterer, og det er derfor blevet et særligt mål i jagten.

Gene får også lov at tilføje et nyt program til samlingen under interviewet, da Jeppe overrækker et kampprogram “match-day Gug”.

- Det er jo også interessant… Jo, det må jeg sige, siger Gene meget koncentreret.

En anden perle er et program fra Spjald Stadion, hvor kampen står mellem Frederikshavn og Spjald i Danmarksserien. Her fascineres de begge af håndskrevne noter fra en tidligere tilskuer – en lille tidskapsel i sig selv.

Gene har selv spillet fodbold, om end ikke på højt niveau.

- Det blev vist aldrig mere end til højst serie 4, siger han med et grin.

Alligevel har han gemt gamle artikler fra sine egne kampe – endnu en del af den fodboldhistorie, han værner om.

Gene lægger stor vægt på, at hans passion ikke kun skal være for ham selv. Tværtimod håber han at hjælpe andre, der søger et særligt program til en sang, en fest eller blot af nysgerrighed. Og mangler nogen en god undskyldning for at besøge et stykke dansk fodboldkultur, står døren altid åben.

- Hvis der er nogen, der ligger inde med kampprogrammer… lad være med at smide det ud. Giv mig et ring eller skriv til mig på Facebook. Min dør er altid åben, slutter han af med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste