Dan Fuglsang, Støvring IF - Nomineret til Seriesport.nu Award Forår 2025
Dan Fuglsang har kun haft cheftræneransvaret i Støvring IF i én halvsæson – men allerede nu har han sat markante spor. Forårssæsonen i Serie 2 bød både på flot fodbold, taktisk fremgang og stærk kollektiv udvikling, og nu er Fuglsang nomineret til Seriesport.nu Award som Forårets træner. En ære, han tager imod med stolthed.
– Jeg er selvfølgelig stolt af nomineringen og takker for anerkendelsen, siger han.
Men bag succesen står ikke kun en træner, men et helt miljø, som Fuglsang hurtigt har fundet sig hjemme i.
– Spillerne og assistenttræner Nicolai Hvilsom har været fantastiske på begge punkter. Alle har taget godt imod mig som ny træner og været modtagelige over for de idéer, jeg er kommet med. Kæmpe ros til hele klubbens trænerstab på seniorsiden – de er med til at skabe nogle helt specielle rammer i Støvring.
Foråret bød på mange lyspunkter i Støvring – og særligt holdets mentalitet har imponeret den nye cheftræner.
– I min optik har det mest kendetegnende ved holdet været deres vilje og indstilling. Vi har spillet noget rigtig flot fodbold i langt de fleste kampe og startede sæsonen flyvende med en målscore på 20-0 efter de første fire kampe.
Men det er ikke kun i medvind, holdet har vist karakter.
– Det er som bekendt i modgang, man ser den sande natur – og her har holdet reageret stærkt i stort set alle situationer. En af sæsonens mest skelsættende episoder kom i udekampen mod NFB, hvor vi var bagud 0-2 ved pausen og fik vendt det til en 3-2-sejr.
For Dan Fuglsang har det været netop udviklingen – ikke kun resultaterne – der har været mest tilfredsstillende.
– Jeg er mest stolt af holdets og spillernes udvikling hen over foråret. Det vidner om stor spilforståelse og lyst til at blive bedre.
Trænerarbejdet i Støvring har været båret af klare værdier – og troen på, at mentalitet kan løfte spillet.
– Indstilling slår altid talent – og i Støvring har vi heldigvis masser af begge dele, siger Dan Fuglsang.
Han har arbejdet tæt med den enkelte spiller og lagt fundamentet for forårets udvikling gennem samtale, struktur og tydelighed.
– Jeg har brugt meget tid på individuelle samtaler med spillerne i førsteholdstruppen, og det har været meget givende. Vi har været meget effektive og retningsbestemte i træning og træningskampe, hvor både formation og spilkoncept hurtigt faldt på plads.
Selvom Støvring ofte har haft bolden mest, har holdet trænet på tværs af alle spillets faser.
– Selvom vi har været spilstyrende i de fleste kampe, har vi arbejdet med stort set alle aspekter af spillet. Det har givet os et godt fundament for den videreudvikling, som vi har lavet løbende igennem hele foråret.
Om de øvrige nominerede i trænerkategorien udviser Dan Fuglsang både respekt og sportslig anerkendelse.
– I forårets turnering mødte vi NFB og Martin Østerbæk, hvor de gav os et brag af en kamp i deres hule. I begge opgør spillede hans hold en god omgang fodbold, og vi fik to rigtig fine kampe mod dem.
Flere af de øvrige kandidater er ukendte for ham, men respekten fejler intet.
– Jeg har kun hørt godt om Brian Christiansen fra Sønderup/Suldrup IK, men har aldrig stået over for ham på banen. De andre to er desværre ukendte for mig.
Dan Fuglsang har sat retning og ramt en tone, der både har udviklet spillerne og skabt resultater. Nomineringen til Seriesport.nu Award er et klart bevis på, at det er blevet bemærket.
Synes du, det er Dan, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens træner og spiller.