Casper Henriksen: – Mor og Far styrede skibet med sikker hånd
Interview med Casper Henriksen fra Støvring IF
Ambitionerne var klare fra første fløjt, og de blev indfriet. Støvring IF gik ind til sæsonen med en fælles målsætning om oprykning – eller i det mindste at være med, hvor det er sjovt. Ifølge Casper Henriksen lykkedes missionen takket være hårdt arbejde, stærk holdånd og solid ledelse både på og uden for banen.
– Vi satte i fællesskab et mål om at ville rykke op eller som minimum spille med om de sjove pladser helt til sidst. Missionen lykkedes – stærkt arbejde af drengene samt Mor og Far, som vi kalder Hvilsom og Dan, siger Casper Henriksen med et glimt i øjet.
Forud for sæsonen søgte Støvring om at komme i Aalborg-kredsen – og det valg viste sig at passe godt til holdets spillestil.
– Der er flere hold her, som forsøger at spille fodbold, i stedet for at stå dybt, satse på fysik og lange bolde. Det er en mere spilbar kreds, som passer bedre til os, forklarer han.
Sæsonen begyndte med flere store sejre – og selvom det kan have skyldtes god form, vurderer Casper Henriksen, at rækken løftede sig undervejs.
– Jeg synes, niveauet blev bedre, som sæsonen skred frem. Kampene blev tættere, og vi havde måske selv et lille formdyk. Men generelt har vi stået godt imod.
Undervejs i sæsonen var der også modstandere, der imponerede mere end forventet. Særligt Nørresundby FB og Freja fik ros med på vejen.
– NfB spillede virkelig god fodbold i første halvleg ude hos dem – vi blev spillet baglæns ud af plænen. Jeg er overrasket over, at de overhovedet blev blandet ind i nedrykningskampen og ikke lå tættere på top 2. Freja leverede også to stærke præstationer mod os og hentede 3 point i vores egen hule. Igen overraskende set i forhold til deres slutplacering.
Men den største positive overraskelse kom måske indefra.
– Jeg må også nævne os selv. Vi holdt virkelig skruen i vandet hele sæsonen med meget få udfald. Det synes jeg er klasse med så ungt et hold, fastslår Casper Henriksen.