Casper Henriksen; – Det er fedt at være spiller i Støvring lige nu
Interview med Casper Henriksen fra Støvring IF efter kampen mod Aalborg Freja
Hvad var I særligt glade for i jeres præstation mod Aalborg Freja?
- Vi er specielt glade for at niveauet og intensiteten blev skruet op fra de foregående kampe. Så er vi selvfølgelig glade for 3 point mod puljens nedrykker, hvor vi stadig ikke har indkasseret et mål og desuden et flot hattrick af vores helt egen Jon Dahl, Malthe Frederiksen.
Hvordan har I formået at holde så solid en defensiv med 14 mål scoret og 0 mål indkasseret på de første 3 kampe?
- Vi har en rigtig bred trup med en masse kvalitet, hvor vi er gode til at presse hinanden. Vi har været rigtig gode til at løbe den ekstra meter og hjælpe hinanden, som er skyld i den gode start på sæsonen.
Var I i fuld kontrol gennem hele kampen, eller havde I også perioder, hvor I skulle kæmpe for at holde overtaget?
- Fuld kontrol vil jeg ikke mene. Freja havde en klar plan om at sende stort set alt frem til duel, hvor der ikke kan undgås at ske tilfældigheder. Jeg vil dog mene, at vi havde det spillemæssige overtag i store dele af kampen.
Hvordan har den fantastiske start på sæsonen påvirket stemningen og selvtilliden i truppen?
- Lige nu er det helt sikkert fedt at være spiller i Støvring, hvor der er virkelig god stemning på træningsbanen og ikke mindst omklædningsrummet.